Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Der er stadig optimisme omkring New Yorks herremodeuge

I sidste uge løb New York Men’s af stablen – danske Armoire Officielle var på messe og gør status over deltagelsen.
I sidste uge løb New York Men’s af stablen – danske Armoire Officielle var på messe og gør status over deltagelsen.

Som det yngste medlem af herremodeugerne, er New York Men’s stadig ved at finde sit fodfæste. New York Times’ modekritiker Guy Trebay forholdt sig inden showstart kritisk til, hvad byens herremodeuge egentlig kunne. Nu er shows og messer overstået, og Guy Trebay er trods alt positivt stemt over forløbet, som han kalder ’oprigtig, inkluderende og politisk engageret’ – sidstnævnte henviser til det Instagrambillede som CFDA lagde på sin profil af aktivister, der protesterede ’Black Lives Matter’ foran modeugens hovedsæde på Skylight Clarkson Square.

Ud over showscenen, så har messerne også været i fuld gang – Capsule, Man og Liberty. Danske Armoire Officielle på Capsule, repræsenteret af deres distributør Ben Hedlund, der har deltaget de sidste seks år med Lines Agency.

”Min erfaring med messen er, at de bedste resultater kommer med den rette location, at være omgivet af de rette brands og frem for alt, at have aftaler booket i kalenderen. Alt for mange tror det er nok bare at møde op, og må gå skuffede derfra igen,” siger Ben Hedlund.

”Vi har haft nogle gode indkøbere fra Need Supply, Barney’s og Revolve Clothing samt et par uafhængige herrebutikker. Generelt varierer de besøgende indkøbere på Capsule fra novicer til de dygtigste i verden. Messen var som jeg kender den: travl i perioder og god, fordi vi havde lavet aftaler.”

Fremadrettet tror Ben Hedlund dog ikke på, at det er tilstrækkeligt kun at være på messe.

”Mange af de indkøbere jeg foretrækker at arbejde med vil hellere handle i showroomet, og jeg er tilbøjelig til at være enige med dem. Ligeledes tror jeg på, at hvis man ligger ressourcer i at lave brandrelevante events, vil det kunne ses på salget. Udfordringen med det er, at vi måske misser mindre butikker, der endnu ikke er på vores radar. Men min mavefornemmelse siger mig, at fordelene i sidste ende vil være større end ulemperne.”

Kjetil Aas er grundlægger af Armoire Officielle, og har valgt at brandet skal repræsenteres af Ben Hedlund og på Capsule – men hvorfor?

”For Armoire Officielle har det fra start af været vigtig at kigge ud over Danmarks grænser – vi er ret bevidste om, at vi er et brand der ikke kan overleve alene på hjemmemarkedet. Der er en generel interesse for skandinavisk mode i USA, og vi ser nogle helt klare vækstmuligheder her.”

Det er anden gang Armoire Officielle er på Capsule i New York, og de har flere gange vist på den parisiske udgave af messen. Det er ifølge Kjetil Aas en fordel at være en del af samme messe flere steder i verden, da man kender teamet og derved kan skabe nogle tættere relationer. Ligeledes siger han om beslutningen om at vælge at arbejde sammen med en amerikansk distributør:

”Armoire Officielle er stadig en lille virksomhed, og ved at vælge en distributør slipper vi for en masse arbejde på et marked, vi ikke har det store kendskab til, især når det kommer til fragt, lagerstyring med videre. For os er det vigtig, at de mennesker vi knytter til virksomheden forstår brandet og på samme tid har et ønske om at være med til at øge kendskabet til brandet de rigtige steder i et tæt samarbejde. Derudover er den personlige relation meget vigtig, kemien skal være der,” slutter Kjetil Aas.