”Kom ud og se hvordan andre kulturer arbejder”
OUT OF DK: Fra Gabba til Levi’s. Fashion Forum taler med den danske designer Frederik Thrane, der har brugt de sidste otte år i den amerikanske modebranche.Inden Frederik Thrane drog til USA studerede han på TEKO og Designskolen Kolding, arbejdede freelance for OX Designs herre-accessories og Kopenhagen Fur, og sad som designer hos Gabba. Men i 2008 bød der sig en mulighed som senior designer hos Andrew Buckler i New York, og siden da har Frederik Thrane udvidet CV’et med et Global Men’s Designer-job hos Levi’s og senest hos FOSSIL Group, som ejer det danskstiftede urbrand, SKAGEN.
”Det er spændende at arbejde hos SKAGEN med Danmark og dansk kultur som en del af grundlaget for et brand, der ligger i USA, men hvor kun to af os er danske. Udfordringen er at destillere dansk kultur så de dele, der er relevante for et globalt publikum, træder frem. Jeg er stolt af de gode principper dansk designtradition bygger på, og gør mit til at videreføre dem i SKAGENs sortiment, udtryk og kommunikation.”
Her fortæller Frederik Thrane, hvordan det er at arbejde for internationale koncerner og hvorfor danske designere skal oppe sig og ikke være bange for at have store ambitioner, hvis de vil slå igennem internationalt.
Hvad består dit job af?
Mit nuværende arbejde er som Creative Director Of Concept hos SKAGEN. Det er min første rolle, hvor jeg ikke har det direkte ansvar for produktudviklingen i en kollektion, men derimod har ansvaret for retningslinjer for brandets helhedsudtryk. Mit hold og jeg sætter tonen og retningen for nye kollektioner og arbejder på tværs af de forskellige produktgruppers designhold: dem, der omsætter retningslinjerne til sammenhængende og kommercielle kollektioner, og med Merchandising, Marketing og Store Design for at få den oprindelige ide bragt hele vejen fra designstudiet til slutbrugeren.
Hvad er de største forskelle ved at arbejde i udlandet vs. herhjemme?
I USA hersker den helt grundlæggende pionerånd stadig – samfundet støtter op om ny ideer – der er en anerkendelse af folk, der risikerer noget. Også når det ikke lykkes første gang. Manglen på et sikkerhedsnet i forhold til sygesikring, dagpenge og opsigelse er skræmmende, men det er også meget motiverende. Det amerikanske samfund er meget dynamisk med multikulturelle forhold, der giver et bedre globalt indblik og forståelse både af markedet, men også af samfundet. Der er respekt for forskellighed og en generel høflig og imødekommende tilgang til holdninger, der er forskellige fra ens egne.
Til gengæld skal man regne med længere arbejdsdage og mindre ferie. Da jeg arbejdede i New York havde jeg 10 dages ferie og seks helligdage på et helt år. I Danmark får nye designere hurtigere et større ansvar og bliver hurtigere involveret i produktion – det er en god ting.
Er det en fordel at være dansker, når man søger designjob i udlandet?
Danmark er kendt for møbeldesign og ikke for mode – selvom Norse Projects og Henrik Vibskov har bidraget til en øget interesse og anerkendelse af dansk beklædning i USA de seneste år. Jeg tror skandinaver generelt har ry for at være omgængelige og for at have god smag. Det sagt, tror jeg egentlig ikke, at vi har en stor fordel – vores beherskelse af det engelske sprog hjælper, men der er mange utroligt dygtige og berejste designere herovre.
Hvem er man oppe imod, hvis man vil arbejde internationalt?
Jeg er imponeret over niveauet hos designere fra de tidligere Sovjet-republikker, koreanere, kinesere, japanere og selvfølgelig briter. Ofte har de imponerende international erfaring – det kan danske designstuderende efter min mening lade sig inspirere af: få så mange internationale erfaringer på CV’et som muligt inden studieafslutning – kom ud og se hvordan andre kulturer arbejder.
Hvordan er det at være en del af store internationale foretagendee?
Jeg har altid elsket Levi’s. De har defineret så mange klassikere som hver ny generation har gjort til sine egne, siden ungdomskultur opstod som et begreb. Levi’s går forrest når det kommer til virksomhedsansvarlighed: i 1950’erne var de progressive i forhold til at gøre op med raceadskillelse på deres fabrikker, i 1980’erne i forhold til AIDS oplysning og forebyggelse, og de sidste 20 år har de arbejdet meget intensivt med at begrænse deres aftryk på miljøet. De tager innovation alvorligt og jeg er stolt og beæret over at have arbejdet der.
Er der nogle ulemper ved at arbejde hos så stort et brand?
Det er en meget corporate virksomhed, der har mange wholesale forpligtelser overfor eksempelvis store kæder som Macy’s. At tilfredsstille kravene fra kæderne gør, at en stor del af kollektionerne er meget konservative og skal tilgodese meget specifikke krav, der ikke altid er lige æstetiske – ternede militær shorts med tilhørende bælte er eksempelvis en stor forretning. Derudover tager ændringer lang tid at implementere.
Hvad kan den danske modebranche lære af den amerikanske?
Forståelse for og værdsættelse af forskellighed og den ydmyghed, der følger med at være åben for ideer fra mange forskellige steder. At have store ambitioner og tænke nye tiltag ind i en international sammenhæng fra begyndelsen.
Hvad har det givet dig som designer at arbejde i udlandet, som du ikke kunne have fået herhjemme?
En dyb kærlighed til USA og en bedre forståelse af på hvilke områder Skandinavien er fantastisk, og hvor vi kunne blive bedre både som samfund og som branche.
Derudover, gode kontakter og indsigt i mange forskellige kulturer, så vel som mange forskellige design-, produktions- og arbejdsmetoder. Hvilket kan opsummeres til ydmyghed og perspektiv.
Er der noget du savner ved at arbejde i Danmark?
Hands on-tilgangen hos mindre firmaer og den hastighed det giver. Europæisk produktion, der ligger et par timer væk og alle de fantastiske mennesker, jeg kender, der arbejder i den danske modebranche.
Fashion Forum vil igennem det næste stykke tid have fokus på danskere, der arbejder i forskellige dele af modebranchen i udlandet, og som vil dele deres erfaringer og viden.