Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Markedsføring er webshops’ vigtigste forretning

Ekspert i e-commerce Anders Tjørnelund fortæller, hvilke udfordringer du skal have for øje og hvordan der er størst chance for, at du får økonomisk succes med din webshop.
Ekspert i e-commerce Anders Tjørnelund fortæller, hvilke udfordringer du skal have for øje og hvordan der er størst chance for, at du får økonomisk succes med din webshop.

Det er alfa omega at være opdateret med de nyeste onlinetiltag, hvis man vil have en chance for at distingvere sin webshop – især i modebranchen, hvor konkurrencen er enorm. Anders Tjørnelund er stifter af Salecto og CEO for Conversio, og arbejder til dagligt med at hjælpe kunder med at effektivisere samt optimere deres webshop. Her er hans råd til, hvor man skal lægge sine kræfter, og hvilke positive effekter det kan have for din forretnings bundlinje.

Hvad kan man gøre for at differentiere sig som modewebshop?

”Modebranchen er blandt de absolut mest konkurrenceprægede markeder på nettet, og derfor er det i særdeleshed vigtigt at skille sig ud. Én række af de ting vi anbefaler vores kunder er følgende tre punkter:

  • Mersalg: Et af de områder, som nok er mest overset i branchen. Tænk over, hvordan du kan tilbyde produkter, som passer sammen. Når jeg køber et par bukser, så skal jeg tilbydes en skjorte som passer til. Overvej også at tilbyde dine basisprodukter som mersalg i kurven – eller på vej til kurven. På den måde kan du øge ordrestørrelsen på sigt. Det er helt naturligt at gøre i en fysisk butik – begynd derfor at tænke det ind i din webshop.
  • Bred markedsføring: Husk at være tilstede på så mange afsætningskanaler som muligt og sørg for at arbejde dedikeret omkring det. Få derfor defineret en klar strategi, følg op på den og brug mange ressourcer på netop det område. Dette er de facto dit vigtigste forretningsområde. Det er her, du tjener pengene.
  • Gode billeder: Sørg for at præsentere dine produkter med flotte billeder. Vis gerne dine produkter fra mange vinkler og sørg for at kunden kan zoome ind på billederne for at se nærmere på materialerne. Tænk også over, at alle dine billeder ser ens ud, så din webshop fremstår overskuelig. Billeder af tøj i forskellige vinkler og med forskellige afstande bliver rodet – det kan sammenlignes lidt med en rodet fysisk butik, hvor tøjet hænger skævt eller ligger på gulvet.”

Hvilke elementer er særligt vigtige for en modewebshop?

”Branchens største spillere har de seneste år sat helt nye krav til returnering og levering for en webshop. Så her er det alfa omega, at du følger denne trend og leverer samme gode service. Her er et par råd, som vi kan anbefale:

  • RMA (Return Merchandise Authorization): I tøjbranchen er du afhængig af at have et velfungerende retursystem. Gør det nemt og bekvemt for dine kunder at returnere deres varer, selvom det ikke er det sjoveste område. Det er en del af din gode service, og kan være forskellen på, om I får ordren eller ej.
  • Størrelsesguide: For at nedbringe mængden af returneringer, så kan du med fordel udarbejde størrelsesguides på dine produkter, så dine kunder hurtig og nemt kan vurdere, hvilken størrelse der passer netop dem. Det er en massiv opgave, men indtjeningen kan læses direkte ud fra en bedre konverteringsrate og en lavere returrate.
  • Kundeservice: Telefon, mail og chat – vær tilstede! Sørg for at dine kunder nemt og hurtigt kan træffe dig. Overvej at have chatten åben om aftenen og weekenden, da mange af dine kunder handler der. Den gode service vil smitte direkte af på dit antal ordrer og nedbringe returraten”.

Conversio arbejder med marketing og rådgivning inden for e-handel og udvikling af webshops.