Ganni udnævner nyt PR-bureau i England
Ganni vækster på det internationale marked, og har i den forbindelse valgt at teame op med den London-baserede PR-agent Daisy Hoppen.Daisy Hoppen har tidligere arbejdet sammen med en række high-end PR-bureauer, inden hun grundlagde DH-PR i 2013. Klienterne tæller blandt andet Shrimps, Molly Goddard, Bruta, Sophie Bille Brahe, The Michael Hoppen Gallery, Primury og Sussy Cazalet.
”Jeg er meget begejstret for at skulle arbejde sammen med Ganni. Det er et brand, som allerede har et stort og loyalt publikum i UK – og som har masser af spændende planer i støbeskeen, som jeg ser frem til at være en del af,” siger Daisy Hoppen.
Direktør Nicolaj Reffstrup fortæller, at samarbejdet skal være med til at videreudvikle samt pleje Gannis stadig voksende kundeskare i udlandet.
“Vi oplever for tiden stabil vækst udenfor Skandinavien, og har blandet andet landet mange internationale kunder med base i London. For at understøtte den udvikling og for at cementere vores position, har vi etableret et samarbejde med DH-PR,” siger han.
Daisy Hoppen begyndte samarbejdet med Ganni i London den 1. Maj.