POPUPSHOP: For 10 år siden var man ’ulden’, hvis man var økologisk
POPUPSHOP er primært kendt for sit økologiske børnetøj, men prøver nu også kræfter med en womenswear kollektion, som skal fortsætte ud af det bæredygtige spor. Fashion Forum taler med ejer Luca Romagnoli om de udfordringer man står overfor, strategiske så vel som produktionsmæssige, når man arbejder med bæredygtighed.Bæredygtighed er en kompliceret størrelse, og POPUPSHOP-ejer Luca Romagnoli fortæller her Fashion Forum, hvordan han arbejder med at skabe større gennemsigtighed i deres produktion, og hvilke udfordringer de står over for, i deres arbejde med økologiske produkter – heriblandt deres nye womenswear kollektion, hvor 80 % består af bæredygtige materialer.
”Lige nu er vi i gang med at se på, hvordan vi kan bruge kommunikation til at forenkle og klargøre overfor kunder, hvad vores tanker er bag at arbejde, som vi gør. Det er en større proces, men vores tilgang er, at hvis man gerne vil vide noget om vores tøj, så vil vi gerne give informationerne,” fortæller Luca Romagnoli, og fortsætter med at forklare, at POPUPSHOP altid vil prioritere certificerede og økologiske materialer, i den udstrækning det er muligt.
”Men der er ingen tvivl om, at vi er designdrevet. Hvis vi tror på et produkt, og vi gerne vil lave det, så gør vi det. Og det er ikke altid, det kan lade sig gøre med eksempelvis økologiske materialer. Men vi bestræber os altid på at afsøge mulighederne for at arbejde bæredygtigt, inden vi træffer et valg,” siger han.
De bæredygtige udfordringer
Nogle af de udfordringer POPUPSHOP er stødt på, er eksempelvis coating til overtøj – her er der endnu ikke udviklet en økologisk slags, der er tilstrækkelig vind- og vandtæt, og derfor forholder POPUPSHOP sig til de standarder, som er udstukket af EU, og som stadig sikre et nedsat antal af kemikalier. Et andet produktionsområde man skal være meget opmærksom på, når man som POPUPSHOP arbejder meget med prints, er indfarvning.
”Det nytter jo ikke noget at købe metervarer, som er GOTS eller økologiske, hvis indfarvningen så er fyldt med kemikalier, hvilket den har tradition for at være – du slipper for pesticider, men får i stedet kemikalier – det er der ikke meget fidus ved. Vores indfarvning er altid enten GOTS eller Oeko-Tex-certificeret, det vil sige, at vi undgår tungmetaller og procentdelen af kemikalier er minimal.”
At vælge produktion med omhu
Og så er der det faktum, at når man arbejder med økologiske materialer, så ender man også med et slutprodukt, der kan være op til 15-20% dyrere i produktion end et ikke-økologisk produkt, hvilket kan være en udfordring for mindre virksomheder, påpeger Luca Romagnoli. Især hvis man ikke har hånd i hanke med hvert enkelt led i hele produktionen. En af de måder POPUPSHOP forsøger at have overblik over tilblivelsen af deres tøj, er ved at have en integreret produktion.
”Ved at arbejde med leverandører hvor alle produktionsled, fra indsamlingen af bomulden til indfarvningen, er samlet under et tag, gør det meget nemmere at gennemskue de processer materialerne kommer igennem,” fortæller Luca og tilføjer, at hvis man samtidig arbejder med certificerede materialer og metoder, kan det ikke gå helt galt.
”Certificeringer er gode, fordi de betyder, at der er en ekspertinstans, som har fulgt processen til dørs. Som jeg sagde til at begynde med, så er vi i færd med at ændre vores eksterne kommunikationsstrategi. For vi har faktisk altid arbejdet på denne måde, og det har altid stået på vores tags i tøjet. Men for 10 år siden blev man opfattet som ’ulden’, hvis man var økologisk, og der var ikke lighedstegn mellem godt design og økologi. Bæredygtighed har altid været en del af vores værdier, og nu er tiden inde for os til at sprede det budskab.”