Arkitekttegnet Georg Jensen-kollektion
På Baselworld i denne uge offentliggjorde Georg Jensen sit nyeste samarbejde med den britiske stjernearkitekt Zaha Hadid.Zaha Hadid har sat sit arkitektoniske fingeraftryk på bygninger verden over, og indtil nu har hendes eneste skandinaviske projekt været Ordrupgaards museumstilbygning, der har stået siden 2005.
Men nu har en anden stor, dansk designinstitution draget nytte af Hadids skarpe øje. Georg Jensen løftede i denne uge sløret for deres nyeste smykkesamarbejde – indtil sidste år havde de ikke lavet kollektionssamarbejder i 15 år – den otte styk store capsule kollektion er lavet i sølv og sorte diamanter, og det skulpturelle design er karakteristisk for Hadids organiske tilgang til udformning og struktur.
”Udgangspunktet var Georg Jensens design og forbindelse til naturen. Vores udfordring har været at omsætte det til noget, man kan gå med: At fortolke den lange historie og tradition Georg Jensen har i deres tilgang til design, til noget nyt,” sagde Zaha Hadid på Baselworld, om samarbejdet.
Zaha Hadid har også lavet en større installation til Baselworld, der er inspireret af hendes Georg Jensen designs.
LÆS OGSÅ: “Ny direktør: Georg Jensen skal være mere global”