Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Dansk designdimittend vinder international pris

Pelsbranchens designkonkurrence Remix blev afgjort for en uge siden. Her kunne afgangselev fra Designskolen Kolding Louisa Øgaard Reinholt Jakobsen tage hjem til Danmark med en pris for sine designs i sælskind.
Pelsbranchens designkonkurrence Remix blev afgjort for en uge siden. Her kunne afgangselev fra Designskolen Kolding Louisa Øgaard Reinholt Jakobsen tage hjem til Danmark med en pris for sine designs i sælskind.

Remix er den internationale pelsbranche IFFs (The International Fur Federation) årlige designkonkurrence, hvor ca. 1.000 designelever fra mere end 25 lande deltager, og denne gang afholdt i Teatro Vetra i Milano.

Og her blev der plads til en dansk vinder. For første gang i Remix’ 14-årige historie blev der uddelt en publikumspris. Ud over dommerpriserne, skulle gæsterne ved aftenens event stemme om, hvem, de syntes, skulle vinde, og her høstede Louisa Øgaard Reinholt Jakobsen flest stemmer, hvilket kom helt bag på den unge designer.

”Vi fik slet ikke at vide, at der var den pris, så det var noget af en overraskelse. Jeg er taknemlig for, at der er nogen, der vil gå i det, jeg laver – jeg søger jobs for tiden, og jeg er selvfølgelig glad for at have det her med i min portfolio,” siger Louisa Øgaard Reinholt Jakobsen.

De tre styles udspringer af Louisas kollektion fra Designskolen Kolding, hvor de indgik som eksempler på sælskindsprøver som en del af en større kollektion.

Der var udtaget 12 deltagere til finalen, og her var det Daniel Kohavi fra Israel, der løb med førstepladsen – han har for nyligt færdiggjort sin praktik hos den israelske designer Lee Grebenau og studerer for tiden på Shenkar College. Tyrkiske Ali Koc fik en andenplads, og tredjepladsen gik til Edda Gimnes fra Storbritannien – hun færdiggjorde for nylig sin uddannelse i womenswear på London College of Fashion.

Tidligere finalister og vindere tæller danske Astrid Andersen, Nicolas Martin Garcia, der designer herretøj for Dolce & Gabbana og Thom Barends, som er produktdesigner for Haider Ackermann.