Ny marketingsdirektør hos By Malene Birger
Rina Hansen har sin første dag som marketings- og omnichanneldirektør hos By Malene Birger i dag.Rina Hansen kommer til den nye direktørpost med en god ballast af både praktisk og teoretisk erfaring. Hun er uddannet fra London College of Fashion i Fashion Management, Strategic Marketing & Ecommerce og har boet i London i 10 år hvor hun blandt andet har arbejdet for MCM, Jean Muir, Burberry og Anne Klein. Nu kommer hun fra en position hos Hummel som Head of Global Marketing og Omnichannel, en tid hvor hun også har færdiggjort en Ph.D. fra CBS i samme emner. Hos By Malene Birger bliver hun ansvarlig for at videreføre den globale brand- og marketingsstrategi.
Rina Hansen forklarer, hvad hendes rolle bliver fremadrette hos By Malene Birger:
”En af de vigtigste opgaver er, at omsætte Christina Exsteens kreative retning til stærke, sammenhængende oplevelser på tværs af hele vores marketingunivers – både online og offline. Så skal jeg være med til at rekonfigurere organisationen, processerne og systemerne mod en mere forbrugerorienteret realitet. Her glæder jeg mig til at bruge min teoretiske og faglige erfaring indenfor omnichannel transformation. Dertil kommer at styrke og udvikle alle i teamet til at yde deres bedste. Ledelse betyder utroligt meget for mig – specielt det at udvikle og dygtiggøre hver enkelt person,” siger hun og slutter:
”Det bliver enormt spændende at arbejde videre med et brand, som allerede er et af de stærkeste i Norden. Der er et kæmpe potentiale i at forstærke brandet, og føre det ind i dets næste livsfase.”
LÆS OGSÅ: “By Malene Birger trækker IC Groups kvartalsregnskab op”