Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Soulland skal vokse sig stor i London

Med London Collections Men (LCM) i den forgangne weekend lød startskuddet til vinterens modeuge – og messesæson.
Med London Collections Men (LCM) i den forgangne weekend lød startskuddet til vinterens modeuge – og messesæson.

Det lader til at herremodeugerne er ved at hale ind på modeugen, som vi kender den, hvor kvinderne i mange år har domineret catwalken. Interessen for og fokus på herremode synes større end nogensinde. Blandt andet lagde LCM i år ud med at udvide showprogrammet en ekstra dag, og her var danske Soulland på kalenderen igen. Direktør og medejer i Soulland, Jacob Kampp Berliner, fortæller her, hvorfor London er det bedste sted for herremoden lige nu.

Soullands modeller stod klar på catwalken i lørdags. Udenfor blev det øsende regnvejr suppleret med varme whisky toddys – et perfekt makkerpar til showet Junk Car River Bank.

”Vi vidste allerede, da vi besluttede os for Bloomsbury Square som location, at det var en kæmpe satsning – London i januar er næsten lig med 100% garanti for regn. Men visionen var, at London skulle danne kulissen til showet, og det lykkedes til fulde,” fortæller Jacob.

London leder vejen

For Soulland-direktør Jacob Kampp Berliner er der ingen tvivl om, at LCM er det vigtigste sted for contemporary menswear lige nu. Det er også derfor, at Soulland begynder en tætpakket og hektisk messekalender præcis der. Ligeledes lancerer Soulland til april en ny kollektion sammen med en britisk department store, og det er virksomhedens målsætning, at presseomtale og salg skal vokse fra London og ud i verden, forklarer Jacob Kampp Berliner.

”For Soulland giver det mening at holde fast i LCM. Den presse og indkøberskare der kommer, er generelt af virkelig høj kaliber. Jeg tror ikke, at der er nogen ledende department stores, der ikke har deres head buyers der – listen over indkøbere og presse er fuldstændig sindssyg.”

LÆS OGSÅ “Astrid Andersen: Fremmødet var vanvittigt”

Travle tider

Om Soullands præsentation af deres AW16-kollektion også vil kunne ses på ordrebøgerne, vil tiden endnu vise. ”LCM handlede primært om pleje af pressen og indkøbere. Vi begynder først indsalget om et par dage: først White i Milano, derefter SEEK i Berlin, showroom i Paris, Capsule i New York, Revolver i København og til sidst Capsule i Las Vegas – så først efter det har vi egentlige tal,” slutter han.

 

En ny sæson er startet, og du kan forvente mange flere messenyheder på Fashion Forum de kommende uger.