E-handelsvirksomheder med underskud stiger
De danske e-handelsvirksomheder har fået mere forretning, men især de mindre med få ansatte har sværere ved at tjene penge.Selv om danskerne køber flittigt ind af tøj, bøger og elektronik på nettet, kæmper mange e-handelsvirksomheder for at overleve. Godt nok har de fået mere forretning, men de er samtidig blevet dårligere til at tjene penge. Det viser nye tal fra Deloitte.
”At sælge varer på internettet bliver mere og mere populært, men det er altså langt fra nogen guldgrube for alle. Selv om e-handelsvirksomhederne har fået mere at lave, oplever vi betydelige fald i rentabiliteten,” siger Deloittes ekspert i e-handel Christian Sanderhage i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: ”Mode udgør igen en stor del af julens e-handel”
I 2014 var den gennemsnitlige overskudsgrad på minus 7,9 procent. Det er især de mindre virksomheder med 2 til 9 ansatte, der er udfordrede på indtjeningen.
Christian Sanderhage mener, at det ligesom i de fleste andre brancher er det en fordel at være en stor virksomhed, når man sælger varer på nettet. Virksomheder med mere end 50 ansatte tjente således 197.000 kroner per ansat i 2014, mens virksomheder med 2-9 ansatte kun tjente 55.000 kroner.
Derfor kom mange af de mindre e-handelsvirksomheder ud af 2014 med røde tal på bundlinjen. 40 procent af virksomhederne med 2-9 ansatte havde underskud i 2014, men tallet for de store virksomheder ligger på 11 procent.
LÆS OGSÅ: ”E-handel samler sig i få betydningsfulde spillere”
”Det er klart, at der er grænser for, i hvor mange år man som virksomhed kan køre med underskud. På et tidspunkt er man selvsagt nødt til at dreje nøglen om,” siger Christian Sanderhage.
Deloitte vurderer, at cirka 23 procent af e-handelsvirksomhederne i dag er økonomisk trængte. Deloittes analyse af e-handelsbranchen er baseret på regnskabstal fra 87 danske e-handelsvirksomheder.