Kinas e-handel flyder med kopivarer
Verdens største økonomi inden for handel oversvømmes af falske varer, og en ny rapport opfordrer den kinesiske regering til strammere regler.Kun 59 procent af de solgte onlinevarer i Kina er ægte eller af en god kvalitet. Det fastslår en ny rapport fra den kinesiske regering, som det kinesiske nyhedsbureau Xinhua News er kommet i besiddelse af. Det skriver Fashion United.
Bare inden for det seneste år er klager over onlineordrer steget med 357 procent, og rapporten opfordrer den kinesiske regering til at stramme op på reglerne inden for e-handel.
LÆS OGSÅ: ”Luksusmærker angriber kopivarer på nettet”
Tidligere i år annoncerede Kina, at der er en plan på vej, som skal give bedre beskyttelse til onlinekøbere. Det hæmningsløse salg af kopivarer og varer af lav kvalitet har været et diskussionsemne i flere år, hvor udenlandske tøjfirmaer og internationale forhandlere skubber på for implementere nye praksisser, der kan forbedre den nuværende situation.
Onlinesalget i Kina udgør omkring 10 procent af Kinas samlede handel, der i 2014 lå på 3.000 milliarder kroner (450 milliarder dollars). Tallet stiger med 50 procent om året.
Kilde: Fashion United