Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED, KARRIERE

DAFI fylder 10 år: Har været med til med at professionalisere branchen

Det forlyder fra en række designere, at DAFI har været med til at professionalisere modebranchen med deres netværksbaserede arbejde. Det er en professionalisering, der også efterspørges uden for hovedstaden.
Det forlyder fra en række designere, at DAFI har været med til at professionalisere modebranchen med deres netværksbaserede arbejde. Det er en professionalisering, der også efterspørges uden for hovedstaden.

En række designere, som Fashion Forum har talt med, siger samstemmende, at den danske modebranche har taget mileskridt inden for de seneste 10 år, hvor modeugen er en blevet en integreret del af branchen, selvom en finanskrise har lagt vejen forbi Danmark.

”Den danske modebranche anno 2015 er en stærk, velorganiseret, smuk blanding af små, mellemstore og store virksomheder. Fælles for os alle er, at vi i dag har netværksorganisationen DAFI, som siden 2005 har haft det gode formål at fremme og formidle dansk design, således at internationale indkøbere og moderedaktører kan få øjnene op for dansk mode. Det har skabt en meget større interesse fra udlandet, som vi i den grad også har stor glæde af, både hvad angår presse og salg,” skriver Rikke Baumgarten, designer og medstifter af Baum und Pferdgarten, til Fashion Forum.

DAFI som tovholder på modedebatten

Rikke Baumgarten mener også, at DAFI med projektet NICE har skabt fokus på bæredygtighed og uden frygt sat fokus på de mindre charmerende dele af branchen.

Designer Silas Adler fra Soulland mener, at DAFI har været tovholder på at få mode ind i den kulturelle debat i Danmark. Det er naturligvis medlemmerne, som skaber grobund for en debat, men DAFI har været en del af forudsætningen for, at politikere og presse gerne vil høre efter.

LÆS OGSÅ: ”Overborgmesteren: DAFI er en samlende kraft”

Designer Henrik Vibskov fremhæver, at der med modeugen kom et tiltrængt og organiseret supplement til messerne, og det er vigtigt, at der fortsat er mange shows. Samtidigt er det vigtigt med en stabiliserende kraft under en ellers kaotisk modeuge.

”DAFI leverer de logistiske foranstaltninger, som gør, at man kan tiltrække udenlandske journalister. Jeg vil også rose dem for at give hjælp til unge talenter, og desuden er der jo foredrag og konferencer om alt fra bæredygtighed til nye, vigtige markeder,” siger Henrik Vibskov til Fashion Forum.

Branchen kan stå imod global konkurrence

Tine Kjølsen er fagleder for Designskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler
for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), og hun ser en meget professionaliseret modebranche, der kan stå imod den globale konkurrence.

”Mode er det fjerdestørste eksportmarked, og mode er en stærk kultur og en tydelig del af vores hverdag som kommunikationsmiddel. DAFI har spillet en stor rolle i den professionalisering qua deres politiske og netværksbaserede arbejde med at skaffe bevillinger og komme på det politiske landskort,” siger Tine Kjølsen.

Hun mener samtidigt, at DAFI har løftet nogle aspekter vedrørende de branchemæssige udfordringer i forhold til bæredygtighed, vandforbrug og materialeforbrug, som branchen måske ikke ville være gået i gang med af sig selv.

LÆS OGSÅ: “DAFI fylder 10 år: Har sat bæredygtighed på dagsordenen”

Torben Olsen, der er kreativ kommerciel direktør hos Rosemunde, mener også, DAFI spiller en rolle på den danske modescene i samarbejde WEAR og Dansk Mode & Textil.

”Men DAFI kunne gøre mere, hvis de koncentrerede sig om de mærker, der ligger uden for København og tjener penge. Dansk Mode & Textil er nok bedre til at bakke rugbrødsmærkerne op, mens DAFI sætter fokus imod de mindre kendte brands,” siger Torben Olsen.

Han mener, at det går i den rigtige retning, men savner alligevel mere fokus på de mærker, der tjener gode penge i den danske modebranche. Men når det er sagt, roser han samarbejdet med de andre brancheorganisationer om at få en række messedatoer på plads, så man går i den samme retning.