Derfor er det fordelagtigt at producere i Pakistan
Leder af handelsafdelingen på den danske ambassade i Pakistan giver her nogle gode råd til danske modevirksomheder vedrørende det pakistanske marked.Danish Fashion Institute afholder for tredje gang speed-dating, hvilket har været en stor succes de første to omgange. Denne gang er det med fokus på Pakistan, og speed-dating vil derfor være mellem pakistanske leverandører og danske modevirksomheder.
Handelschef for den danske ambassade i Pakistan Assar Naeem Qureshi mener, at Pakistan stadig er et nyt marked for danske virksomheder, som ikke er blevet dyrket særlig meget.
“Min personlige opfattelse er, at bortset fra en håndfuld danske virksomheder, som har været her længe, er vi (den danske handelsindsats, red.) sent ude i forhold til vores europæiske naboer. Sverige, Tyskland og Belgien har været aktive i Pakistan i længere tid, end vi har,” fortæller Assar til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: “Speed-dating har virket for virksomheder”
Pakistan er et stort land med omkring 200 millioner mennesker, en solid økonomisk fremgang, og en voksende middelklasse, der både er købedygtige og efterspørger kvalitetsprodukter. Hvis man kigger på samhandlen mellem Pakistan og Danmark, er eksporten til Danmark hovedsageligt indenfor tekstilprodukter
Kulturelle forskelle
Pakistan er et meget forskelligartet land. De områder, der grænser op til Afghanistan og Iran, er vidt forskellige fra de store bebyggede områder i Punjab og Sindh provinserne, både kulturelt, sikkerhedsmæssigt, og økonomisk. Tekstilindustrien er koncentreret omkring storbyen Karachi i Sindh og Faisalabad/Lahore/Sialkot i Punjab.
LÆS OGSÅ: “God kemi mellem danske og bangladeshiske virksomheder”
Assar mener, at folk, der kommer til Pakistan, stort set altid ændrer deres holdning og de fordomme, de har, nedbrydes. Det skyldes tit og ofte, at de kommer ind med lave forventninger.
“De synes, at det er et dynamisk og spændende land, og de ser, at der faktisk findes nogle rigtig gode virksomheder at samarbejde med. Folk taler engelsk, faktisk bedre end i Kina, hvor man ofte skal have en tolk med,” tilføjer han.
Ifølge Assar er de store virksomheder i Pakistan gode til at imødekomme de krav, der stilles, af deres forretningspartnere. Det skyldes især den erfaring, de har med internationale virksomheder.
LÆS OGSÅ: “Speed-dating gav nye forretningsforbindelser”
“I den private sektor er det meget professionelle og uddannede folk. For dem handler det især om at optimere forretningsmodellen. Ser man på de større producenter, er der nogenlunde styr på CSR og arbejdsforholde. De har haft så meget erfaring med internationale virksomheder, så der er pålagt mange krav, at de nu er langt bedre til at indføre CSR. Det har medført, at de største producenter er blevet bedre,” siger Assar.
Speed-dating afholdes i forbindelse med DANIDA-projektet ”Fashion Links – Access to Sustainable Production”, og finder sted i december 2015. Har du spørgsmål vedrørende selve arrangementet, er du mere end velkommen til at kontakte Christina Iskov på ci@danishfashioninstitute.dk