Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

H&M svarer igen på CSR-rapport kritik

Tøjgiganten er ærgerlig over, at medierne har videreformidlet Clean Clothes Campaigns kritik af især manglende brandveje på nogle af de produktionsfaciliteter, svenskerne sourcer fra i Bangladesh, uden at lade H&M komme til orde.
Tøjgiganten er ærgerlig over, at medierne har videreformidlet Clean Clothes Campaigns kritik af især manglende brandveje på nogle af de produktionsfaciliteter, svenskerne sourcer fra i Bangladesh, uden at lade H&M komme til orde.

“Vi synes, det er en alvorlig anklage, at vi skulle have pyntet på vores CSR-resultater. Vi står 100 procent ved det, der står i vores CSR-rapport.” Så klart lyder det fra H&M i Danmark, Mia Møgelgaard, der PR-medarbejder for den svenske tøjgigant i Danmark.

“Det undrer os meget, at vi ikke er blevet spurgt, før man går ud med Clean Clothes Campaigns påstande,” tilføjer hun.

I forlængelse af den megen medieomtale, Clean Clothes Campaigns undersøgelse har vakt i offentligheden, har H&M foretaget det usædvanlige skridt at skrive sin side af sagen direkte ud til de medier, der har bragt artikler om sagen.

“Det her er en alvorlig anklage. Vi lægger stor vægt på at beskrive vores arbejde på åben og ærlig vis, og netop derfor kan vi ikke sidde overhørig, at der bliver skabt tvivl om vores troværdighed,” forklarer Mia Møgelgaard om det usædvanlige initiativ.

Efter aftale med H&M, bringer vi her det brev, som den svenske virksomhed har sendt til medierne, herunder Fashion Forum:

“Jeg skriver til dig, fordi vi i dag har læst jeres artikel om vores Sustainability Report og vores arbejde i Bangladesh. Som du ved, lægger vi stor vægt på at beskrive vores arbejde med social og miljømæssig bæredygtighed på åben og ærlig vis, og derfor er vi selvfølgelig ærgerlige over at læse en artikel, der skaber tvivl omkring troværdigheden af vores rapport og vores arbejde. Vi står 100% inde for indholdet i vores Sustainability Report, og vi tager derfor også stærkt afstand fra anklagen om, at vi skulle have pyntet på vores resultater. Det er en alvorlig påstand, og derfor tager jeg kontakt til dig i håb om at kunne bidrage med et mere nuanceret perspektiv på sagen. Jeg håber derfor, at du vil se positivt på denne e-mail.

Som en af verdens største modevirksomheder har vi et stort ansvar, og vi er vores ansvar bevidst. H&M var det første brand ud af 200 til at underskrive Bangladesh Accord on Fire and Building Safety i 2013, og vi går forrest i arbejdet med at skabe sikre arbejdsforhold for alle tekstilarbejdere. Det er en sag, vi prioriterer meget højt, og vi tror på, at vores indsats i samarbejde med de 200 andre brands kan være med til at nå dette mål. Derfor kan vi heller ikke genkende det billede, der tegnes af H&M i den seneste rapport fra Clean Clothes Campaign.

Når man læser din artikel, får man indtryk af, at H&M ejer de omtalte fabrikker i BangladeshH&M ejer ikke nogen fabrikker, i stedet produceres vores varer af leverandører, der laver varer til mange forskellige brands. Dermed ikke sagt, at H&M ikke tager ansvar for produktionsforholdene på fabrikkerne i Bangladesh – tværtimod. Vi har i mange år arbejdet målrettet på at sikre gode arbejdsforhold og fair lønninger i Bangladesh og vores andre produktionslande.

Det er korrekt, at nogle af Akkordens aktiviteter er forsinket, hvilket påpeges i rapporten fra Clean Clothes Campaign, og det skrev vi også i en pressemeddelelse den 30. september i år. Det er et omfattende og langvarigt arbejde, Akkorden og dets medlemmer har forpligtet sig til, og tekniske og strukturelle udfordringer i Bangladesh har vist sig at være mere tidskrævende end først antaget. Vi tager forsinkelserne alvorligt, men det er af høj prioritet, at vores indsats følger de høje kvalitetsstandarder, der er blevet besluttet imellem Akkordens 200 medlemmer og den bangladeshiske regering, og derfor sikrer vi os, at arbejdet bliver gjort ordentligt – også selvom det tager længere tid, end først antaget.

Og der er gennemført mange forbedringer på fabrikkerne. Vi ser positiv fremgang på alle fabrikker, hvor H&M er det førende brand, og det er blandt andet takket være H&M’s 600 fuldtidsmedarbejdere i Bangladesh. Disse medarbejdere besøger vores leverandørfabrikker for at sikre, at de lever op til vores krav, og at de når i mål med de planlagte forbedringer.

Vi fortsætter vores langvarige engagement i Bangladesh og vores andre produktionslande, så vi i samarbejde med vores leverandører kan højne sikkerheden på deres fabrikker.”