Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Giorgio Armani udgiver selvbiografi

Topdesigneren har for første gang skrevet en selvbiografi, hvor han i anledning af firmaets 40-års jubilæum kommer ind på personlige aspekter af sit liv.
Topdesigneren har for første gang skrevet en selvbiografi, hvor han i anledning af firmaets 40-års jubilæum kommer ind på personlige aspekter af sit liv.

Det lignede ikke en karriere inden for modeverdenen, da Giorgio Armani var i sine unge år, hvor han studerede medicin og siden arbejdede for hæren på et militærhospital. Men noget fik ham til at fortryde sit valg, og efter hæren tog han arbejde i en tøjforretning. Resten er historie for designeren, der i år kan fejre 40-års jubilæum med sit luksusmærke.

LÆS OGSÅ: ”Armani slog benene væk under Madonna”

I den forbindelse udsender Giorgio Armani for første gang en selvbiografi. Der vil være en række uudgivne billeder i bogen, hvor han også vil komme ind på aspekter af sit privatliv. Det skriver Women’s Wear Daily.

”Jeg er fokuseret og kontrolleret, men bag det iskolde ydre er en varmblodet og sensitiv personlighed. Jeg har lært at beskytte mig selv, for ellers ville verden have udnyttet mig,” skriver Giorgio Armani.

Foretrækker at arbejde frem for at være social

Den italienske designer beskriver sig selv som en introvert og reserveret mand, der altid har foretrukket at arbejde i sit studie frem for at blive set til fester og andre sociale begivenheder. Og han sætter fortsat en ære i at være den første, der ankommer til kontoret om morgenen, men samtidigt være den sidste, der går.

Ud over et kig ind i hans personlige liv vil bogen komme omkring milepæle i firmaets historie og den kreative proces bag hans kollektioner. Designeren følte, at det var på tide at fortælle om firmaets 40 år fra hans egen synsvinkel.

”Det var ikke en let udfordring, for når vi fortæller om os selv, kræver det den rette dosis af løsrivelse og evnen til at læse begivenhederne på en objektiv måde uden at bukke under for følelser,” forklarer Giorgio Armani om arbejdet med bogen.

LÆS OGSÅ: ”Modebranchens gulddreng giver 15 råd til succes”

For det har været en følelsesmæssig oplevelse, da designeren ifølge eget udsagn har genoplevet nogle situationer, der var intense i øjeblikket. Men målet har været en bog fuld af liv og håb, og han håber, at det er lykkes.

Bogen Giorgio Armani kan købes på engelsk i to forskellige versioner, når den udkommer den 29. september.

Kilde: Women’s Wear Daily