Kampagne fokuserer på den globale skoproduktion
18 menneskerettigheds-, arbejderrettigheds- og miljøorganisationer fra Europa og Asien er gået sammen om kampagnen Change Your Shoes.Den globale kampagne Change Your Shoes skal skabe opmærksomhed omkring de overtrædelser af menneske- og arbejdstagerrettigheder, der finder sted i den globale skoproduktion.
Forbrugerne kender ikke fodtøjs produktionshistorie
“Det er overraskende, hvor lidt forbrugerne ved om skoproduktionen. Det er et problem i sig selv og noget, som Change Your Shoes-kampagnen vil adressere ved at skabe mere opmærksomhed om sandheden bag vores sko,” siger Tanja Kjeldgaard, den danske kampagnekoordinator for Clean Clothes Campaign Denmark, i en pressemeddelelse.
87 procent af skoproduktionen foregår i Asien
Tidligere i år er der lavet en europæisk opinionsundersøgelse, der viste, at 50 procent af europæere har begrænset eller ingen viden om, hvordan deres sko produceres. Det til trods for at den globale skoproduktion er en enorm industri. Alene i 2013 blev der produceret over 22 milliarder par sko, hvoraf 87 procent var lavet i Asien.
Her arbejder mange under farlige arbejdsforhold, som blandt sker under garvningen af læder til skoene, der i de fleste tilfælde foregår under sundhedsskadelige forhold. Ved lædergarvning bruges blandt andet Krom III-salte, der udgør en betydelig risiko for både arbejderes helbred og miljøet.
EU skal tage ansvar gennem oplysning
Derfor er der ifølge kampagnen et behov for mere kontrol og gennemsigtighed, og det skal ske ved at lægge pres på EU.
”Som en ledende demokratisk institution må EU sikre forbrugerne mere information om, hvordan deres sko er produceret og sørge for, at de sko, der sælges i EU, er produceret med respekt for arbejderes rettigheder,” siger Tanja Kjeldgaard.
Ønsker mere EU-kontrol
Opinionsundersøgelsen viste også, at 63 procent af den europæiske befolkning bakker op om, at EU indfører mere regulation på importvarer, så det sikres, at arbejdernes rettigheder bliver overholdt.
Derfor lancerer Change Your Shoes også en ny app, der giver borgere i EU mulighed for at udtrykke deres ønske om en mere bæredygtig skoproduktion ved at deltage i en virtuel march mod EU politikerne i Bruxelles.