Kampagnen ”Smid Tøjet Danmark” vinder pris
Røde Kors, TV2 og Coop lavede i fælleskab en kampagne for at indsamle danskernes brugte tøj. Det er nu blevet belønnet Fundraisingprisen 2015.Kampagnen ”Smid Tøjet Danmark” har vundet Fundraisingprisen for Mest Innovative Kampagne, som er indsamlingsorganisationernes hæderspris. Kampagnen indsamlede 1.421 tons tøj, og juryen var begejstret for initiativet.
”Organisationen har udnyttet overraskelsesmomentet i at bruge en tv-kanal til en utraditionel form for indsamling. Det passer til kerneforretningen, og er tiltalende og appellerende, at der samles andet end penge ind. De har ramt tidsånden i forhold til ressourcefokus og bæredygtighed. Der kan sagtens være en længerevarende effekt lokalt i butikkerne i og med, at noget ikke særlig trendy har fået lidt sex-appeal. Alle kan være med og undvære et stykke tøj, og det kreative kampagnetema var nemt at spille videre på,” siger juryen, der bestod af Tomas Gorrissen fra Responsive, Anne Glad fra Envision og Martin Schultz fra Plant.
LÆS OGSÅ: ”TV 2 og COOP indsamler tøj til velgørenhed”
De enorme mænger af tøj er afleveret i Røde Kors-butikkerne, i containere og i Coops 1.200 butikker siden 1. april, hvor kampagnen startede. Samtidigt samlede 87 skoler og flere end 800 virksomheder tøj ind til kampagnen. Derfor glædede prisen også kampagnelederen hos Røde Kors.
”Kampagnen har været atypisk, idet vi indsamlede tøj i stedet for penge. Men det har været meget værdifuldt for os at have en dialog med vores givere, som ikke handler om penge,” siger Malene Brandt i en pressemeddelelse.
Sidste år gav indsamling og videresalg af tøj et overskud til Røde Kors på 53 millioner kroner.