Henrik Vibskov designer t-shirt til flygtningehjælp
Den danske designer står bag t-shirt, hvor overskuddet skal gå ubeskåret til Dansk Flygtningehjælps frivilligpulje, der hjælper flygtninge i Danmark.Henrik Vibskov er manden bag en t-shirt, der snart kan købes flere steder på nettet. Han gør det dog ikke for en tjene en rød reje, for alt overskuddet går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælps frivilligpulje, som skal bidrage til at skabe en bedre hverdag for de flygtninge, som allerede befinder sig i Danmark.
”Vi vil bare gerne skrabe penge sammen til dette gode formål. I bund og grund handler det om at støtte op og samle nogle midler ind til folk, der har det svært. Vi har allerede pakket noget tøj og sendt det til Rødby, og nu laver vi en t-shirt som en kærlighedserklæring,” siger Henrik Vibskov til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: ”Makeup-artist engagerer sig i flygtningedebatten”
Han er blevet kontaktet af Kasper Kjeldgaard Stoltz, der sammen med forfatteren Annelise Marstand-Jørgensen er initiativtagere til Velkomstkomitéens folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 6. oktober i København.
Arrangementet vil italesætte og skabe opmærksomhed omkring den aktuelle flygtningesituation, fordi initiativtagerne mener, at Danmark som en ressourcestærk nation må udvise medmenneskelighed og tage ansvar.
”Derfor ringede jeg til Henrik Vibskov, og vi blev enige om at lave en lækker t-shirt, som folk kan folk gå med på selve dagen for folkevandringen, og som samtidig vil kunne købes på nettet for dem, der ikke har mulighed for at deltage,” siger Kasper Kjeldgaard Stoltz til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: ” Norsk butiksejer giver hele omsætningen til flygtninge”
Han forklarer, at det er vigtigt for parterne, at folk også efter arrangementet har lyst til at gå med t-shirten, så man kan udnytte dens fulde potentiale. Samtidig håber de på, at t-shirten kan komme ud over landets grænser.
“Vi har et håb om, at t-shirten på sigt kan sprede sig til at sælges på verdensplan, men det er vi ikke gået videre med endnu, og derfor er salget indtil videre kun rettet mod det danske marked,” siger Kasper Kjeldgaard Stoltz.
T-shirten vil kunne købes på hjemmesiden for World of T-shirts og Dansk Flygtningehjælps webshop, så snart den er færdig.
På nuværende tidspunkt er der på Facebook over 22.000 tilmeldte til arrangementet Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 6. oktober, der også er Folketingets åbningsdag.