Projektleder hos The Fabric Source går solo
Suzi Christoffersen stopper som planlagt som projektleder, men vil fremadrettet være konsulent med fokus på bæredygtighed.Det startede med en 2-årig projektansættelse hos The Fabric Source, der havde fået tilskud fra Erhvervsstyrelsens Grøn Omstillingsfond. Nu er de to år gået, men Suzi Christoffersen, der tidligere har arbejdet hos blandt andet IC Companys og Day Birger et Mikkelsen med sourcing og kvalitetssikring, er ikke færdig med bæredygtighed. Derfor springer hun ud som selvstændig konsulent.
”Jeg mener, at der er et marked for rådgivning, fordi jeg har haft så mange aha-oplevelser gennem alle mine møder med virksomheder af forskellig størrelse, der gerne vil minimere det store fodaftryk, som tekstil- og modeindustrien har specielt inden for vand, kemikalier, GHG, affald og brugen af land,” siger Suzi Christoffersen til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: ”The Fabric Source har sat fart på bæredygtighed”
Hun vil rådgive i, hvordan virksomheder bedst muligt kan gøre en forskel, når de gerne vil fokusere på bæredygtighed.
”Man er nødt til at kigge på hele kæden, så vi ikke træffer ét godt valg, der forrykker noget et andet sted i kæden,” siger Suzi Christoffersen.
Hun vil stadig være tilknyttet som freelance konsulent på The Fabric Source og for Danish Fashion Institute (DAFI).