Stylepit gennemfører en kapitalforhøjelse
Den pressede e-handelsvirksomhed har gennemført en kapitaludvidelse på 48,4 millioner kroner, som forhøjer selskabets aktiekapital.Den danske onlinevirksomhed Stylepit A/S gennemførte fredag en kapitalforhøjelse, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Kapitaludvidelsen er blevet tegnet med et provenu på 48.444.720 kroner, og i forlængelse af denne meddelelse har bestyrelsen gennemført og registreret beslutning af den 10. august 2015 om at udnytte bemyndigelse til at forhøje selskabets aktiekapital.
LÆS OGSÅ: ”Bestseller-ejer vil ikke poste mere kapital i Stylepit”
Den formelle gennemførelse af udbuddet vil ske, når de udbudte aktier er registreret hos Erhvervsstyrelsen. De udbudte aktier vil hurtigst muligt herefter blive optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen, forventeligt den 1. september 2015.
”Det er glædeligt, at selskabet har fået fuldtegnet sin kapitaludvidelse, og den store interesse for tegningen har vist, at der er bred opbakning til selskabet og dets forretningsmæssige muligheder,” udtaler N.E. Nielsen, bestyrelsesformand i Stylepit A/S.
LÆS OGSÅ: ”Bestseller vil købe Stylepit”
Kapitalforhøjelsen sker efter en tid, hvor Stylepit har kørt med underskud, og selskabet forventer at komme ud af regnskabsåret 2014/15 med et underskud på 52 millioner kroner.
Anders Holch Povlsen, ejer af Bestseller, fremsendte den 19. august et købstilbud til den øvrige aktionærkreds i Stylepit, som han i forvejen ejer 24,9 procent af. Han har allerede mistet 60 millioner kroner på Stylepit, men det er uvist, hvilke planer han har for firmaet.