Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Danskere vil have mening på arbejdspladsen

Mening med arbejdet er topscoreren blandt de seks faktorer, som spiller en rolle for danskernes arbejdslyst. Det viser en rapport fra Krifa og Institut for lykkeforskning.
Mening med arbejdet er topscoreren blandt de seks faktorer, som spiller en rolle for danskernes arbejdslyst. Det viser en rapport fra Krifa og Institut for lykkeforskning.

En ny rapport fra Krifa og Institut for lykkeforskning er blevet udarbejdet i samarbejde med TNS Gallup. Rapporten tager udgangspunkt i de seks faktorer balance, kolleger, ledelse, medbestemmelse, mening og resultater, og den viser, at mening i arbejdet har den største betydning for danskernes arbejdslyst.

LÆS OGSÅ: “Stop styringen af dine medarbejdere”

Resultaterne er opstillet herunder efter betydning med den øverste som den vigtigste.

  • Mening
  • Ledelse
  • Balance
  • Medbestemmelse
  • Resultater
  • Kolleger

”Folk er glade, når de kan bidrage til noget, der er større end dem selv. Så kan de stå i lyset af deres egne resultater, men også i lyset af hele organisationens resultater,” siger Cynthia Fisher, der er professor i ledelse på Bond University, i rapporten.

Vi vil gerne bidrage positivt til andre menneskers liv

Det meningsgivende formål er ikke et hvilket som helst, men må afspejle menneskets grundlæggende ønske om at hjælpe og bidrage positivt til andres liv, står der blandt andet i rapporten.

LÆS OGSÅ:”Her er fem faldgruber, der kan ødelægge samarbejder”

Tal fra rapporten viser, at 47 procent af de adspurgte mener, at resultaterne af deres arbejde bidrager positivt til andre menneskers tilværelse. Derudover oplever 45 procent, at de er stolte af deres arbejde, og 35 procent føler, at deres arbejde har betydning for deres personlige identitet.

God arbejdslyst er god forretning

Ifølge rapporten er arbejdslyst noget, der kan måles på bundlinjen. World Happiness Report, der udgives af Earth Institute ved Columbia University på vegne af FN, understreger sammenhængen mellem arbejdsglæde og økonomiske resultater.

Endvidere er god arbejdslyst med til at holde sygefraværet i bund, øge evnen til at tænke innovativt og skærpe samarbejdet.

Læs den fulde rapport her.