InWear ser København som international modeby
Det går godt på CIFF-messen for InWear, der mener, at København som modeby har vundet det tabte terræn tilbage i forhold til Berlin.Salgsdirektør Thomas Schrøder fra InWear står og smiler bredt på CIFF-messen i Bella Center torsdag eftermiddag, da Fashion Forum lægger vejen forbi.
”Det går rigtig godt, og jeg er oppe at køre. Helt generelt er det en velbesøgt messe, hvor vi både har haft besøg af gamle og nye kunder,” siger han begejstret.
LÆS OGSÅ: ”Udstillere udviser tilfredshed på CIFF”
”København er ikke længere en lokal messe, eftersom vi ser mange indkøbere fra lande som Norge, Sverige og Tyskland. Jeg mener, at København har vundet terræn tilbage over for Berlin, og CIFF formår at tiltrække nye og spændende brands,” siger Thomas Schrøder.
CIFF tiltrækker spændende brands
Ud over sit eget mærke er InWear også repræsenteret med mærker såsom b.young, Karen By Simonsen, Dranella, Fransa, Gestuz og Matinique
”Folk sælger vores varer på grund af de sidste års udvikling. Vi går efter markedet for den øvre middelklasse, hvor vi lægger vægt på kvalitet, look og værdi for pengene. Det er lykkedes til fulde, og jeg kan kun være tilfreds,” siger salgschefen.
LÆS OGSÅ: ”Helena Christensen og InWear i ny samarbejde”
InWear har de sidste par år set fremgang på nøglemarkeder, og det er også gået godt med det nye samarbejde med Helena Christensen.
”InWear by Helena Christensen har vist sig at være interessant for indkøberne, så vi ser meget frem til samarbejdet. Det skal udkomme fire gange om året de næste to år med hver især 15-20 styles, der er kreeret af Helena Christensen i fællesskab med vores designere,” forklarer Thomas Schrøder.