Nyt mærke vil møde sælgere inden messestart
På andendagen af CIFF Kids kommer nyt tøjmærke til teenagere med et godt råd til messen: Giv indkøbere og sælgere mulighed for at matche med hinanden før messerne begynder.Sniksnakkeri, salgsmøder og småfolk summer i krogene på CIFF Kids. Forum er i modeugens anledning forvandlet til en børnetøjsmesse dekoreret med blå balloner, sølvvimpler i loftet og stande med farvestrålende tøj og sko til juniorerne.
Men der mangler noget, mener Marlene Rovsing Ketting, der ejer teenager-mærket DKCopenhagen. Det er første gang, hun prøver kræfter med modebranchen, men hun har været på utallige messer som sælger og indkøber i rejsebranchen. Her får sælgere og indkøbere mulighed for at matche med hinanden flere måneder inden messestart.
”Jeg kommer fra en anden branche, hvor det er meget normalt, at sælgere og indkøbere møder hinanden på nettet. Man har nogle online booking moduler, hvor man flere måneder på forhånd aftaler, hvem man skal mødes med og dermed har god tid til at forberede sig til messen. Det er langt mere lukrativt for begge parter,” fortæller hun til Fashion Forum.
Hårdt at være ny
Som nyt brand er det svært at slå igennem på messen, synes Marlene Rovsing Ketting, og hun tror, at et sådan system vil hjælpe især de grønne i branchen.
”Jeg tror, det ville være en mulighed både for de indkøbere, der gerne vil opdage nye mærker, og for de nye virksomheder at få skabt kontakt inden messen,” fortæller hun til Fashion Forum og tilføjer, at hun på den måde tidligere har etableret forbindelse til virksomheder, hun ellers ikke havde regnet med at møde på messerne.
CIFF Kids finder sted fra den 5.-7. august i Forum i København.