Modehistoriker: Modeformidlingen har ændret sig markant

Vi kender det fra modeugen den dag i dag. Pressen prioriteres højt sammen med moderedaktørerne og bloggerne, som skal sprede budskabet så hurtigt som muligt og helst så bredt som muligt. Der er rift om de eftertragtede siddepladser og kendisserne er med til at brande og kaste glamour over hele eventet.

Fashion Forum kigger sammen med kurator og museumsinspektør Kirsten Toftegaard, som beskæftiger sig med historiske og nutidige tekstiler og beklædning på Designmuseum Danmark, tilbage på en tid hvor mannequinopvisninger var noget, der foregik bag lukkede døre.

LÆS OGSÅ: “Haute couture er blevet til semi-couture”

”Det var nemlig sådan at omkring 1920-30’erne, begyndte flere modelsaloner at dukke op i København, flere af dem var  tilknyttet stormagasinerne. To gange om året tog man til Paris. Der indkøbte man enkelte modeller, som man så fik ret til at kopiere fra, fra udvalgte modehuse,” fortæller Kirsten Toftegaard.

LÆS OGSÅ: “Danske messeaktører: Det kan København i forhold til Paris”

I dag har vi et helt område dedikeret til pressefotografer for enden af et modeshow, og man ser gerne, at der bliver taget billeder under showet og at de bliver delt på de sociale medier. Men sådan har det ikke altid været.

”Det var ikke tilladt at fotografere eller tegne under opvisningerne. Da gjaldt det om at have en god hukommelse og skynde sig at skitsere kollektionen, så snart man nåede tilbage på sit hotelværelse,” tilføjer Kirsten Toftegaard.

De europæiske hoffer var trendsætterne

Går vi tilbage til 1400 tallet, før vi snakker kollektioner og shows, blev nyhederne indenfor beklædning formidlet ved hjælp af små miniaturedukker, som bar det seneste inden for mode.

”Disse dukker blev sendt mellem de kongelige og adelige, og man kan forestille sig, hvor langsomt det er gået, når man sendte dukken afsted med et bud til hest,” fortæller Kirsten Toftegaard til Fashion Forum og ler.

Tekstilerne ændrede sig – ikke snittene

Dukkerne var mediet, som ‘trends’ spredte sig igennem, og velhavende kvinder kunne få lavet dragterne efter bestilling.

På det tidspunkt var det ikke så meget snittene, der ændrede sig fra år til år, men mere tekstilerne, som gjorde det ekstra dyrt at være med på moden.

”Det var jo rigtigt ondt, for man kunne ikke engang opdatere sine eksisterende dragter. Det var tekstilernes udtryk, som afslørede, at det var ‘forældede’,” siger Kirsten Toftegaard.

Først levende modeller i 1800-tallet

Modedukkerne blev i 1700 tallet afløst af modetidsskrifterne. Det var dog først i 1800-tallet, at den engelske modeskaber Charles Frederick Worth, der var bosat i Paris, begyndte at vise sine kreationer frem for publikum på levende modeller.

”Det var noget nyt, at man kunne se tøjet i bevægelse. Den gang var det skuespillerinder eller danserinder, man brugte som mannequinner. Altså kvinder som vidste, hvordan man skulle føre sig.

LÆS OGSÅ: “Mode er in på museerne”

I modsætning til i dag, hvor modellernes skønhedsideal nærmest er uopnåeligt, var det vigtigt den gang, at mannequinnerne afspejlede kunden, for at kunden kunne se sig selv i tøjet,” siger Kirsten Toftegaard.

Først i tresserne ser vi en forandring med blandt andet Twiggy og Jane Shrimpton, hvor det nu er forbrugerne, der forsøger at efterligne mannequinnerne, fortæller Designmuseets museumsinspektør.

Modeformidlingen er blevet kommerciel

Kirsten Toftegaard viser gamle damemagasiner fra arkiverne med en kommentar om, hvor slående det er, at dameblade i dag er så kommercielle i forhold til ‘dengang’.

”I de gamle magasiner fra 40’erne og 50’erne finder du ikke pris på tingene, og det er heller ikke reklameret med store overskrifter, hvor tøjet kommer fra. Det skyldes måske, at man dengang ikke fornyede hele sin garderobe fra sæson til sæson. Man købte et mønster til en dragt, som man fik syet op hos ens lokale skrædder. Den dragt skulle gerne holde i ti år. Der blev lagt godt med sømrum ind, så den kunne lægges ud efter behov. Man byggede langsomt sin garderobe op, og kunne bruge dele fra sæson til sæson,” siger Kirsten Toftegaard.

LÆS OGSÅ: “Euroman: Vi har et ansvar for mænds selvbillede”

”Og i en tid, hvor vi har så megen fokus på bæredygtighed i en branche med fast fashion, er det værd at tænke på, at fortidens slidstærke materialer og genanvendelighed i tøjet jo faktisk var enormt bæredygtigt,” tilføjer hun.

Kirsten Toftegaard er netop i gang med at arrangere den næste modehistoriske udstilling på Designmuseum Danmark. Det skal blandt andet omfatte haute couture fra Balmain fra den periode, hvor danske Erik Mortensen var chefdesigner i det anerkendte og prestigefyldte franske modehus.