Design og funktion skal kendetegne modeugens Business Lounge
Modeugens Business Lounge skal være funktionel og noget helt særligt. Det siger arkitekten Bo Benzon, som skal stå for indretningen af loungen og som tidligere har arbejdet med kunder som Coca Cola og Roskilde Festival.Når modeugen går i gang i København og nationale såvel som internationale professionelle fra modebranchen valfarter til den danske hovedstad for at lave forretning og presse, vil Business Loungen igen i år skabe en oase, hvor man kan arbejde og samtidig få en god oplevelse.
Bo Benzon er arkitekt og stifter af det kreative produktionsbureau Arkitekturministeriet, der står bag indretningen af flere natklubber, butikker og scenografier til musikvideoer og festivaller. Han skal stå for design og tilblivelse af sæsonens Business Lounge, som han lover, vil blive en lækker oplevelse for modeugens besøgende.
”Business Loungen skal selvfølgelig være funktionel. På det helt lavpraktiske plan vil der naturligvis være strøm til opladere, wifi, plads til mad og drikkevarer og gode rammer for, at man kan sidde og arbejde ordentligt med god belysning,” siger Bo Benzon.
Funktion og oplevelse skal gå op i en højere enhed
“– Men samtidig vil jeg gerne skabe en unik atmosfære. Vi har planer om at skræddersy hele opsætningen til dette formål og bruge forskellige virkemidler, så det bliver en oplevelse i sig selv at besøge Business Loungen,” uddyber Bo Benzon.
Bo Benzon er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i København og har også studeret i Melbourne i Australien. Han stiftede Arkitekturministeriet for syv år siden og kundelisten tæller blandt andet Carlsberg, Tuborg, Coca-Cola, Roskilde Festival, Soulland, Wood Wood og Adidas.