Online-kunder stiller stadig større krav til fleksibel levering
Kampen om online-kundernes gunst ser efterhånden ud til at handle ligeså meget om levering som om produktpriser – og udvalg. For ifølge FDIH er der ingen tvivl om, at nøglen til en højere konverteringsrate ligger i hurtige og fleksible leverancer.I sidste uge skrev Fashion Forum, at modeplatformen Farfetch.com har lanceret en speciel leveringsmulighed, som er målrettet kunder, der ferierer i yacht. For nu kan man få sendt sine varer til et udvalg af europæiske havne, hvor kunder så kan hente dem, når de lægger til kaj. Og selvom den nye leveringsmulighed kan lyde noget usædvanligt, så tilbyder den en fleksibilitet, som ifølge Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) er højt værdsat af online-kunderne.
LÆS OGSÅ: ”Farfetch lancerer forsendelse til omrejsende kunder”
”Vi spørger jævnligt forbrugere om deres præferencer, og der er ingen tvivl om, at de gerne vil have hurtige og fleksible leverancer. Sidste år så vi for første gang, at 31 procent af de danske online forbrugere foretrækker at hente deres varer på afhentningssteder. De vil ikke sidde hjemme og vente på en pakke eller være nødsaget til at hente den indenfor postbutikkernes åbningstider. De vil selv bestemme hvor og hvornår de modtager deres pakke, og derfor ser vi også flere og flere skræddersyede leveringsløsninger, der imødekommer den enkelte forbrugers livsstil, hverdag og præferencer,” siger administrerende direktør for FDIH, Annette Falberg, til Fashion Forum.
Det skal også være gratis
Hun understreger samtidig, at kunderne udover hurtige og fleksible leveringsmuligheder, også shopper efter hvor de kan få gratis fragt og retur.
”Med reference til den nyligt offentliggjorte analyse fra YouGov afbryder hver fjerde dansker et køb, hvis de skal betale fragt. Og sammenholdt med kravet om hurtighed og fleksibilitet, står det klart, at den enkelte netbutiks leveringsapparat har stor effekt på dens konverteringsrate,” siger Annette Falberg.
YouGovs danske analyseresultater var baseret på 10.006 besvarelser fra folk i alderen 18-74 år.