Moschinos administrerende direktør går af
Efter seks år i direktørstolen forlod Alessandro Varisco i går det italienske luksusmærke Moschino. Der er endnu ikke fundet en permanent afløser.For knap en måned siden meldte Moschinos administrerende direktør Alessandro Varisco ud, at man ville lukke Moschinos undermærke Cheap & Chic, og i stedet åbne et nyt under navnet Moschino Boutique. For det italienske luksusmærke har siden ansættelsen af chefdesigner Jeremy Scott formået at forny sig og skabe øget kundeefterspørgsel og omsætning – en forandring, som Cheap & Chic ikke kunne følge. Moschino Boutique så derfor dagens lys med en ny design-, pris- og målgruppeprofil, der i højere grad matchede det voksende modermærke Moschino.
LÆS OGSÅ: “Moschino lukker undermærket ’Cheap & Chic’”
Det var dog ikke længe, at Alessandro Varisco stod i spidsen for den nye brandudvikling, for i denne uge trådte han tilbage fra sin post som administrerende direktør. Det forlyder, at han fremadrettet vil varetage en ledende stilling i den italienske dametøjsmærke Twin-Set Barbieri. Det er dog endnu ikke endeligt bekræftet. Det skriver Fashionunited.
Tom direktørstol
Holdingsselskabet, der ejer Moschino, Aeffe Group, oplyser, at man endnu ikke har en ny direktør klar i kulissen. Alessandro Variscos opgaver og ansvar vil derfor i mellemtiden blive delt mellem Aeffe Groups bestyrelsesformand Massimo Ferretti og holdingselskabets finans- og branddirektør Marcello Tassinari.
Moschino omsatte i 2014 for 1,2 milliarder kroner (163 millioner euros), og stod for 65 procent af Aeffe Groups samlede salg. Udover Moschino ejer Aeffe Group også mærker som Cacharel og Alberta Ferretti.
Kilde: Fashionunited