Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Minkprisen faldt under sidste pelsauktion

Prisen på minkskind er faldet med 10 procent under Kopenhagen Furs netop afsluttede juni-auktion, hvor der blev langet 6,5 millioner skind over disken.
Prisen på minkskind er faldet med 10 procent under Kopenhagen Furs netop afsluttede juni-auktion, hvor der blev langet 6,5 millioner skind over disken.

Kopenhagen Furs sidste auktion nåede en omsætning på 2,33 milliarder kroner med et salg på 6,5 millioner minkskind. Siden den sidste auktion i april er dollaren faldet med fem procent, hvilket har fået prisen på mink til at falde med hele 10 procent. Desuden er der godt fyldt op på verdens pelsfabrikker ifølge Kopenhagen Fur, hvilket betyder, at der ikke er et akut behov for nye råvarer.

”På trods af prisfaldet er vi godt tilfredse med resultatet af juni-auktionen. Vi er langt henne i salgssæsonen, og der er sendt rigtig mange minkskind på markedet. Det er et sundhedstegn for branchen, at opkøberne udviser lidt forsigtighed,” siger Tage Pedersen, som er Kopenhagen Furs bestyrelsesformand.

Forskel på pris mellem danske og udenlandske mink

Tal præsenteret af Kopenhagen Fur viser en markant forskel på prisen af danskavlede mink, som nåede en pris på 395 kroner kontra mink fra udlandet, der blev solgt for 268 kroner igennemsnittet.

Det er en forskel på 35 procent, som ifølge Tage Pedersen skyldes, at danske minkavlere producerer topkvalitet. Han understreger, at det er en konkurrencekraft, der giver Kopenhagen Fur en stærk position i markedet.