John Christopher Correll afløses af Lou Thatt
Spalt PR må sige farvel til den centrale medarbejder, som bytter København ud med New York. Samtidig må Noise PR tage afsked med Lou Thatt, der overtager John Christopher Corells stilling i Spalt PR.Efter 10 år på pinden har Country Manager, John Christopher Correll, valgt at fratræde sin stilling hos Spalt PR Copenhagen, idet han er på vej til New York.
Hans afløser, Lou Thatt, er fundet indenfor samme branche, og kommer fra en stilling som Senior Account Manager ved Noise PR.
Lou Thatt tiltræder den 1. juli og vil varetage den daglige drift af kontoret og kundeporteføljen, der tæller internationale navne som & Other Stories, Louis Vuitton og Safilo Group samt lokale brands som Libertine-Libertine og Anne Sofie Madsen med flere.
”Jeg er meget glad for valget af Lou Thatt. Det har været den væsentligste faktor for mig at finde en, der er lige dele vellidt i branchen, såvel som professionel i alle henseender. Jeg ønsker kun det bedste for det Spalt PR, som jeg har været med til at forme siden 2005, og jeg ønsker Lou og resten af Spalt-teamet held og lykke fremover. Min sidste dag på Spalt PR vil være ved udgangen af juli, herefter venter der mig nye udfordringer på den anden side af Atlanten,” siger John Christopher Correll omkring det kommende skifte.
Spalt PR Copenhagen er en del af Spalt PR Group, der med kontorer i Stockholm, Oslo og Helsinki varetager PR og kommunikation for ledende livsstilsbrands i Skandinavien og Norden. Spalt PR er grundlagt i 1996 i Stockholm, og har siden 2001 været repræsenteret med eget kontor og showroom i København.