10 år med kompromisløse, kreative og kommercielle Cover
Magasinet kan i denne måned fejre fødselsdag sammen med en branche, der hylder bladets afgørende aftryk på nyere dansk modehistorie.For 10 år siden fik de etablerede, danske dameblade selskab af en ny pige i klassen, der allerede ved første udgave markerede sig på magasinhylden ved at have den mørklødede supermodel Naomi Campbell på forsiden. Det blev i sidste uge fejret, da fødselaren Cover inviterede den danske modebranche, kulturpersonligheder og venner af huset til fest.
Fælles for de fleste gæster er, at de på forskellig vis har været i berøring med magasinet i gennem deres egen karriere. For ud over at etablere sig som et alternativ til de andre modeblade, har magasinets fødsel på mange måder markeret et skift på den danske modescene, forklarer designer Mads Nørgaard.
”Cover har fra starten været afsøgende omkring nye talenter. Både fra fotografer, designere, stylister og modeller til tendenser og livsstilsformer, som er mindre etablerede end dem, man normalt kan læse om. Det har været vigtigt for den nye bølge, der er kommet i København de seneste 10 år,” fortæller han til Fashion Forum.
Nyt kuld hjulpet på vej
I årene omkring magasinets opstart blev kendte Københavner-brands som Soulland, Wood Wood og Stine Goya grundlagt, ligesom Danish Fashion Institute påbegyndte arbejdet med at skabe hovedstadens helt egen modeuge med showkalender. En ny æra i modebranchen, som Cover har været med til at fremme, fortæller Eva Kruse, der er direktør i Danish Fashion Institute:
”Der skete noget i modebranchen for 10 år siden. Cover er en del af en dansk modehistorie, der begynder i de år. Der var nogle ambitioner om at tænke tingene støre og mere internationale. Cover har været utroligt dygtige til at sætte fokus på de nye, kreative talenter. De har været kompromisløse gennem deres liv,” siger hun til Fashion Forum.
Tager 10 år til
Magasinet har aldrig haft store, eksterne investorer eller et stort forlag i ryggen. Det bliver udgivet af Malene Malling, der i sin tid startede magasinet med creative director Rasmus Skousen og tidligere chefredaktør Frederik Bjerregaard ombord. Og netop derfor kan magasinet tillade sig at være mere kompromisløse end konkurrenterne, fortæller Frederik Bjerregaard, der i dag er partner i det kreative bureau Moon:
”Cover har bevaret en vis uafhængighed i forhold til ikke at blive opkøbt eller på anden vis udvande den oprindelige idé. Derfor er Cover blevet ved med at være Cover. Økonomien er jo ellers ofte det, der får folk til at sælge ud af værdigrundlaget, men trods konjunktursvingninger har de formået at skabe en forretning,” siger Frederik Bjerregaard til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: “Cover sætter plus-size-model på forsiden”
Men for at holde trykken i gang og udvikle Cover-brandet skal det kreative alligevel kombineres med det kommercielle, forsætter han:
”Det har hele tiden været ambitionen, at Cover skulle være kreativt og fremme i bussen men samtidig være en sund business,” siger Frederik Bjerregaard og understreger, at det aldrig er let at være den uafhængige spiller i et kommercielt marked.“– Men når man først har gjort det i 10 år, så ser jeg ingen grund til at Cover-brandet ikke lever 10 år til,” tilføjer han.
Cover bliver udgivet af Malling Publications, der også står bag The Horse Rider’s Journal og som tidligere har publiceret den mandlige pendant til magasinet – Cover Man.