Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Masai solgt til britisk kapitalfond

Søskendeparret Nina og Hans Rye har solgt deres livsværk, tøjvirksomheden Masai, til den engelske kapitalfond Silverfleet Capital. Parterne er enige om ikke at offentliggøre prisen.
Søskendeparret Nina og Hans Rye har solgt deres livsværk, tøjvirksomheden Masai, til den engelske kapitalfond Silverfleet Capital. Parterne er enige om ikke at offentliggøre prisen.

The Masai Clothing Company, i folkemunde bare kendt som ’Masai’, har fået nye ejere. Det sker efter, at grundlæggerne Nina og Hans Rye i dag har solgt den virksomhed, de sammen stiftede i 1992, og som år efter år er lykkedes med at cementere sin succes hos kunderne. Selv i finanskrisens sværeste år formåede Masai som en af de få i tøjbranchen at fortsætte væksten. Ikke alene i Danmark, men i stadig stigende omfang på nærmarkederne Sverige, Norge, Tyskland og især i England, der er blevet virksomhedens største enkeltmarked.

I dag kan Masai-tøj købes i 1.340 modeforretninger og stormagasiner over hele verden, så langt væk som i Australien, Canada og USA. Selv driver Masai 18 butikker, som alle er beliggende i Danmark, Sverige og Norge.

Kvalitetstøj til voksne kvinder

Fundamentet for succesen har ikke mindst været et koncept, som fra dag et har været kvalitetstøj til voksne kvinder, holdt i en afslappet og personlig stil. Dertil kommer et konstant fokus på – selv i udfordrende situationer – altid at holde fast i mål og strategi, kombineret med et ønske om langvarige og tætte relationer til både leverandører og kunder.

”Vores målgruppe lægger stor vægt på, at vi gennem alle årene er forblevet tro mod den afslappede og personlige stil, der altid har været Masais særkende. Belønningen har til gengæld været, at vi kan bryste os af at have branchens mest loyale kunder”, siger Nina Rye, der som ansvarlig for blandt andet design og produktion  Masai.

Nina Rye har sagt ja til at fortsætte i jobbet i op til to år med henblik på et gnidningsfrit ejerskifte og for sammen med køberne at sikre kontinuiteten. Endelig bliver det Nina Ryes opgave at give sin efterfølger den bedst mulige start, så snart han eller hun er fundet.

Væksten kan speedes yderligere op

Hans Rye, der selv forlader virksomheden i forbindelse med salget, mener, at Masai står foran en ny og meget fascinerede periode i sin udvikling.

”Der er for mig ingen tvivl om, at Silverfleet vil kunne speede virksomhedens vækst yderligere op. Både på engrossiden og ved at etablere nye Masai-butikker – ikke kun på de nuværende markeder, men i høj grad også på en række nye. Ja, med tiden sikkert også i andre verdensdele. Udgangspunktet er godt, for vi har en uhyre loyal kundeskare, ligesom interessen for vores produkter aldrig har været større. Silverfleet er en meget kapitalstærk ejer, som samtidig har al den ekspertise, der skal til for at fortsætte succesen. Jeg er sikker på, det bliver en succes”.

Både ledergruppen med direktør Sune Bjerregaard i spidsen og de øvrige ansatte fortsætter i virksomheden.