Nyt koncept til salg og køb af genbrugstøj
Tøjbutleren er navnet på genbrugsbutikken med det nye koncept, hvor folk kan sælge deres aflagte tøj, uden at bøvle med profiler, annoncer og købere.Det populære genbrugsmarked Trendsales får nu en ny konkurrent i køb af salg af brugt tøj mellem forbrugere. Netbutikken Tøj.dk har netop lanceret deres nye koncept Tøjbutleren, som skal gøre det endnu nemmere for danskerne at komme af med deres pæne, men aflagte tøj.
”Ideen er kommet fra Sverige og Tyskland, hvor de i længere tid har kørt med lignende koncepter. Fordelen er, at kunden kan nøjes med at sende tøjet til os, og slipper for selv at skulle tage billeder, skrive produktbeskrivelser, kommunikere med købere, opbevaring og forsendelser. Det tager vi os af,” siger medstifter af netbutikken Tøj.dk Joachim Løvgaard til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ:”TV 2 og COOP indsamler tøj til velgørenhed”
Ifølge tal fra TV2s ‘Smid tøjet Danmark’ kampagne, som har til formål at samle danskernes gamle tøj og sende til velgørenhed, anslås det, at vi danskere har 50.000 tons tøj liggende bagerst i skabet.
”De, som af den ene eller anden grund, ikke har tid til selv at stå for tøjsalget, kan nu nemt og smertefrit få det solgt og modtage fortjenesten. Det åbner op for en helt ny målgruppe, som har en masse lækkert tøj, men som ikke orker at få det solgt videre og i stedet smider det ud eller lader det blive i klædeskabet,” siger Joachim Løvgaard.
Positive resultater under testperioden
Selvom konceptet lige er blevet lanceret i slutningen af april, har stifterne bag Tøj.dk prøvetestet det for at etablere deres infrastruktur.
”Vi lavede et samarbejde med Mascha Vang og fik lov til at sælge en del af hendes tøj gennem Tøjbutleren. Vi fotograferede det og lavede alt forarbejdet. På den måde kunne vi planlægge, hvordan processen skulle forløbe fra vi modtager tøjet, til sælger skal have sin betaling,” fortæller Joachim Løvgaard.
Under testperioden blev der solgt omkring 300 stykker tøj gennem Tøjbutleren. Her fandt stifterne af netbutikken, Joachim Løvgaard og MortenDehn, for eksempel ud af hvordan deres lagerstyring helt lavpraktisk skulle køre – i hvert fald i begyndelsen.
LÆS OGSÅ:”Fra genbrugstøj til unikadesign”
”Vi stiller kasser op med det tøj, som sælgerne sender til os. Hver kasse har sælgerens navn og oplysninger for at holde styr på hvilket tøj, der kommer fra hvilken sælger. Indtil videre foregår det på vores hovedkontor, hvor vi har god plads til det, men på sigt har vi planer om at rykke ind på et lager,” siger Joachim Løvgaard.
Salgs og købsprocessen
Sælgerne vælger tøj ud som de vurderer til at være i god stand og til at have en mindstepris på 300 kroner. Der skal sendes mindst tre stykker tøj til en samlet salgspris på mindst 1.500 kroner, og det skal være rent og fremstå som nyt. Forsendelsen er gratis, og sælgeren bestemmer selv prisen på varen, men hvis det vurderes af Tøj.dk, at prisen er urealistisk, vil man blive kontaktet for at snakke om det.
Sælger får besked om, at tøjet er modtaget og hvor længe der cirka vil gå, før det kommer i netbutikken. I mellemtiden udarbejder Tøj.dk salgsmateriale, som billeder og produktbeskrivelser. Hvis tøjet ikke bliver solgt i løbet af fire måneder, kan man få det retur mod et gebyr på 50 kroner. Det kan også blive overført til ens egen Tøj.dk profil, hvorefter man selv står for at sælge det videre. Ønsker man ikke at få tøjet retur, bliver det doneret til et godt formål.
LÆS OGSÅ:”Trendsales solgt for stort millionbeløb”
Hvis tøjet bliver solgt indenfor de fire måneder, modtager sælger en mail, hvorefter han eller hun får pengene ind på sin konto få dage efter. Tøj.dk tager 40 procent af salgsprisen i provision, som ifølge Joachim Løvgaard er 10 procent mindre, end hvad fysiske butikker med lignende koncepter tager.
Læs mere om Tøjbuttleren hos Tøj.dk.