CEO talks: Jacob Valdemar
I denne udgave af CEO Talks stiller Fashion Forum skarpt på administrerende direktør Jacob Valdemar, der har gjort det til sin kernekompetence at sælge toneangivende mærker gennem sit internationale salgsagentur Vald Agency.39-årige Jacob Valdemar har i mere end 10 år arbejdet med at skabe en international platform for nogle af verdens mest toneangivende modebrands. I 2004 grundlagde han det anerkendte kommunikationsbureau Agency V, og i 2013 stiftede han salgsagenturet Vald Agency, der i dag opererer på tre kontinenter med en nøje udvalgt gruppe af designere – heriblandt Henrik Vibskov, 69, Anne Sofie Madsen, Asger Juel Larsen og Eckhaus Latta. Ved siden af sidder han desuden i WEARs bestyrelse.
Fashion Forum har mødt den berejste direktør til en snak om dét at være leder og at have en klar rød tråd i udvælgelsen af mærker.
Hvad kendetegner dig som direktør?
“Som person har jeg aldrig været bange for at løbe en risiko, hvis jeg tror på projektet, designeren eller talentet. Derfor tænker jeg langsigtet. Det handler ikke om hurtige penge, men om at rådgive i opbygningen og videreudviklingen af vores mærker. Derfor er ‘teamdemokratiet’ utrolig vigtigt i Vald Agency, fordi det er i samråd, at vi finder de bedste løsninger og strategier for vores mærker.
I processen med at finde den rigtige vej ind på et marked bruger vi meget tid i teamet på at tale om indkøbernes udsagn og samtaler med os, tendenser og analyser af hvad der sælger og ikke sælger. Vi arbejder også som et kollektiv sammen om at finde måder at knytte stærkere bånd mellem os, designeren eller butikken på. Min ledelsesstil er derfor meget demokratisk. Men samtidig ser jeg det som uhyre vigtigt, at det er mig, der tager styringen og alene står med beslutningsansvaret, hvis ‘shit hits the fan’. Jeg er åben, men jeg er samtidig meget bevidst om, at det er mig, der skal fungere som det faste holdepunkt i vores processer.”
Hvordan udvælger du mærker til Vald Agency?
“Det er ikke meningen, at Vald Agency skal repræsentere en lang række mærker, da vores fokus er på kurateret kvalitet frem for mangfoldig kvantitet. På den måde bliver Vald Agency et agentur med en specifik stemme, der gør os genkendelige overfor forhandlere – både eksisterende og nye.
Derfor er det vigtigt, at de mærker, vi tager ind, har nogle fællesnævnere, så de passer ind under agenturets brand. Først og fremmest skal mærkets designudtryk udspringe af en original kreativ kilde, der lige dele repræsenterer designerens vision og den tidsånd, vi befinder os i. Derudover skal mærket have styr på deres forretning. Det betyder, at folkene bag skal have kendskab til alt fra prissætning til lookbooks, og at de har bevist deres eksistensberettigelse gennem flere kollektioner og kontinuerligt salg.”
Hvordan finder i de rigtige butikker til jeres mærker?
“Når vi skal finde de rette butikker til et mærke, har vi både salg og branding for øje. For en butik er ikke kun en salgskanal, men også en eksponeringsplatform. Vi er derfor meget opmærksomme på, om butikken har en kundeskare, der forstår og køber designet – og om butikkens brand kan øge mærkets kendskabsgrad både overfor slutkunderne og andre forhandlere.
Derfor opererer vi meget med toneangivende butikker som eksempelvis Opening Ceremony, Colette og Net-a-Porter, fordi deres stærke brand hjælper med at positionere vores mærker. Denne positionering skaber videre en efterspørgsel fra en bredere butiksskare, som mærkerne herefter kan dryppe ned på.
Når vi skal vælge butikker, går vi derfor både ud fra deres salgspotentiale og ambassadørmateriale.”
Hvordan adskiller Vald Agency sig fra andre salgsagenturer?
“Vi adskiller os først og fremmest fra andre agenturer ved at være tætte på mærkernes interne beslutninger. Salgsagenturer er ofte en ekstern enhed, der ’bare’ arbejder med kollektionssalg, men Vald Agency er også med før kollektionen overhovedet lanceres. Vi sidder eksempelvis med, når det skal besluttes, om mærket skal udvide med en ny underlinje, om de skal lukke en underlinje ned, droppe at lave shows eller måske flytte deres shows til en anden by. For i og med at vi har kontakt til butikkerne og forhandlerne, ved vi, hvad de efterspørger, og hvad de ikke efterspørger. Det betyder selvfølgelig ikke, at butikkerne skal diktere mærkernes kurs, men samtidig må man heller ikke glemme virksomhedens hjul kun kører rundt, hvis man sælger.
Vi rådgiver derfor kun i de interne beslutningsprocesser for at give mærkerne de bedste forudsætninger for at øge omsætningen og sikre langsigtet overlevelse – uden at gå på kompromis med mærkernes integritet.”
I næste uges CEO talks kan du møde smykkedesigner og administrerende direktør, Mai Manniche.