Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Sådan støtter Vækstfonden din vækst

Det kan være en udfordring for små og mellemstore modevirksomheder at finde kapital til vækst og forretningsudvikling. I mange tilfælde kan Vækstfonden dog være den brik, der alligevel får finansieringspuslespillet til at gå op.
Det kan være en udfordring for små og mellemstore modevirksomheder at finde kapital til vækst og forretningsudvikling. I mange tilfælde kan Vækstfonden dog være den brik, der alligevel får finansieringspuslespillet til at gå op.

Små og mellemstore virksomheder kan ofte have svært ved at få tilstrækkelig finansiering på plads, når de for eksempel vil introducere nye produkter, indtage internationale markeder, gennemføre et ejerskifte eller på anden vis udvikle forretningen. Det gælder også i modebranchen, fortæller Anders Christian Andersen, der er erhvervskundedirektør i Vækstfonden.

”Virksomheder i modebranchen har nogle kendetegn, som kan være udfordrende, når finansiering til vækst skal falde på plads. Eksempelvis er der som regel tale om betragtelige kapitalbindinger i produktion og lager. Samtidig er der ofte lange leveringstider, særligt for varer produceret i udlandet, korte betalingsfrister hos leverandørerne og et ønske om lange kredittider hos køberne. Den kombination skaber et stort kapitalbehov,” siger Anders Christian Andersen.

Medfinansiering fra Vækstfonden

Her kan Vækstfonden være en hjælp. Statens finansieringsfond har nemlig en række finansieringstilbud, der alle har til fælles, at de fungerer som supplement til finansiering fra private investorer og finansieringsinstitutter.

”Vækstfonden yder lån og kautioner til danske virksomheder med fornuftige vækstplaner inden for alle brancher. Som modevirksomhed er man meget afhængig af, om man rammer rigtigt med den næste kollektion – og en enkelt fejlslagen sæson kan være afgørende. Det øger risikoen for banken, der derfor kan have svært ved at løfte finansieringen alene. Her kan Vækstfondens medfinansiering være et godt supplement,” siger erhvervskundedirektøren.

3 gode tips inden du søger finansiering

  • Forretningsplan: Vær skarp på din forretningsplan og strategien. Sæt realistiske målsætninger for udviklingen, og få overblik over det konkrete finansieringsbehov.
  • Klar profil: Sørg for, at virksomheden har en klar profil og en tydelig definition af målgruppe, plads i markedet og stil.
  • Ledelses- og/eller brancheerfaring: Et erfarent ledelsesteam spiller en vigtig rolle i mulighederne for at få finansiering. Sørg derfor for, at de kreative kræfter er suppleret af administrative- og ledelsesmæssige kompetencer.

3 finansieringsmuligheder – kort fortalt 

  • Vækstkaution: Ved lånebehov under 2 mio. kr. kan en Vækstkaution dække op til 75 pct. af bankens tabsrisiko. Vækstkautionen er et supplement til de sikkerheder, du selv stiller, og giver dermed lettere adgang til den nødvendige finansiering. Det er banken, der yder selve finansieringen og står for kreditvurderingen.
  • Vækstlån – også til iværksættere: Vækstlån er til virksomheder, der har behov for finansiering til ny produktion, køb af virksomhed eller anden forretningsudvikling, men som savner tilstrækkeligt med sikkerheder til at opnå almindelig bankfinansiering. Et Vækstlån ydes direkte til virksomheden af Vækstfonden, er på mere end 2 mio. kr. og står som udgangspunkt bag sikrede lån og kreditter fra banker og andre kreditorer.
  • Ansvarlige lån: Ansvarlige lån er til sunde, veletablerede virksomheder, hvor egenkapitalen er utilstrækkelig til at få finansiering til vækstplanerne. Et Ansvarligt lån kræver ikke sikkerheder og øger virksomhedens soliditet, hvilket styrker virksomhedens adgang til yderligere vækstfinansiering.

Du kan læse mere om finansieringsmulighederne og ansøgning her.

Denne artikel er udarbejdet af Vækstfonden for FashionForum.dk.