Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Aiayu vil være mere end et bæredygtigt brand

Designvirksomheden går aldrig på kompromis med sine miljøvenlige materialer og er netop nomineret til Årets CSR-pris ved Elle Style Awards. Men Aiayu er også stærke på mode- og designdelen, fortæller partner i virksomheden.
Designvirksomheden går aldrig på kompromis med sine miljøvenlige materialer og er netop nomineret til Årets CSR-pris ved Elle Style Awards. Men Aiayu er også stærke på mode- og designdelen, fortæller partner i virksomheden.

Med tøj, der er produceret af organiske materialer som lamauld og økologisk bomuld, er Aiayu en miljøvenlig modevirksomhed. Det bliver understreget af brandets nylige nominering til ”Årets CSR-pris” ved Elle Style Awards 2015. Men for Marie Worsaae, der er partner og salgs- og marketingchef i virksomheden, er det vigtigt at understrege, at Aiayu også er andet end bæredygtighed:

”Vi går ikke på kompromis med kvaliteten af vores materialer og det har taget tid for folk at anerkende, at vi også er et stærkt brand, hvis man ser ud over det bæredygtige aspekt. Vi er også stærke på design, distribution og kvalitet. Vi har altid ønsket at bevise, at etik og æstetik ikke udelukker hinanden,” fortæller hun til Fashion Forum.

Tilvalg og fravalg 

For alle medarbejdere i virksomheden er værdien det vigtigste. Det betyder, at de tilegner sig en dybdegående viden om alt, hvad de laver. Lige fra sourcing af materialer til designteknikker og salgsmetoder, fortæller Marie Worsaae. Men tilvalg af viden resulterer også i fravalg:

”Vi vil aldrig vige fra vores kvaliteter, hvis der for eksempel dukker en ny trend op, der lægger op til det. Desuden er det for eksempel heller ikke alle farver, der egner sig til at blive brugt i lamauld, og vi vælger på samme måde også vores forhandlere ud med omhu, da de er et vigtigt strategisk led og essentielle ambassadører for os,” siger hun til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ:”Ny gazelle-virksomhed: Aiayu i kraftig vækst” 

Det sætter dog ikke en stopper for virksomhedens vækst. I 2014 blev Aiayu udnævnt gazelle-virksomhed af Børsen med en vækst på 249,7 procent i bruttofortjenesten over de seneste fire år. Også i dette år har mærket ifølge Marie Worsaae mærket en kraftig vækst.

På mandag den 4. maj bliver det afgjort, om Aiayu kan hjemtage årets CSR-pris til Elle Style Awards 2015.