Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Organisationer gør status på toårsdagen for Rana Plaza

Danish Fashion Institute, Dansk Mode & Textil og Wear, skriver sammen med handels- og udviklingsministeren i en kronik i Jyllands-Posten her på toårsdagen efter Rana Plaza, at der er sket betydelige forbedringer i den bangladeshiske tekstilindustri, men erkender, at der stadig er mange udfordringer i den.
Danish Fashion Institute, Dansk Mode & Textil og Wear, skriver sammen med handels- og udviklingsministeren i en kronik i Jyllands-Posten her på toårsdagen efter Rana Plaza, at der er sket betydelige forbedringer i den bangladeshiske tekstilindustri, men erkender, at der stadig er mange udfordringer i den.

Det er i dag to år siden, at det bangladeshiske fabrikskompleks Rana Plaza styrtede sammen. 1.138 tekstilmedarbejdere betalte med deres liv, mens omkring 2.500 blev såret.

Tragedien sendte chokbølger gennem den internationale mode- og tekstilindustri, som siden har arbejdet for at forbedre de forhold, der den 24. April 2013 forvandlede Rana Plaza til grus og murbrokker.

LÆS OGSÅ: “Ét år efter Rana Plaza: Problemerne er langtfra løst”

I en kronik til Jyllands-Posten gør handels- og udviklingsministeren Mogens Jensen sammen med direktørerne for de danske brancheorganisationer, Danish Fashion Institutes Eva Kruse, Dansk Mode & Textils Thomas Klausen og WEARs Nikolai Klausen, status over mode- og tekstilindustriens indsats i Bangladesh.

Inspektionsaftale og regeringsinitiativer

Siden tragedien har seks af de største, danske modevirksomheder – Bestseller, Coop Danmark, Dansk Supermarked, DK company, Fipo Group, IC Group og PWT Brands – underskrevet den juridisk bindende aftale ’Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh’ sammen med 184 internationale modevirksomheder.

LÆS OGSÅ: “Bangladesh-alliance gør status efter et år”
Aftalen betyder, at modevirksomhedernes fabrikker bliver inspiceret over en femårig periode, og, at modevirksomhederne er underlagt et juridisk ansvar for at udbedre de fejl og mangler som deres fabrikker eventuelt skulle have.
LÆS OGSÅ: “Rana Plaza-fond udbetaler de første erstatninger”

Foruden aftalen har den danske regering indgået et samarbejde med den danske mode- og tekstilbranche samt fagbevægelser og NGO’er for at tilsikre bedre lønforhold, arbejdssikkerhed- og rettigheder samt en større grad af åbenhed i sektoren. Derudover er der oprettet en speciel pulje, der skal finansiere etisk handel og social dialog på fabriksniveau – blandt andet i Bangladesh.

Stadig et stykke vej

Selvom mode- og tekstilindustrien har taget et stort medansvar for Rana Plaza og gjort en aktiv indsats for at ændre vilkårene i Bangladesh, er der dog fortsat udfordringer.

For helt grundlæggende skal de bangladeshiske fabriksejere lære at se på deres medarbejdere, som mennesker og ikke kun som arbejdskraft – og det kræver en fundamental holdningsændring, der ikke bare kan implementeres.

LÆS OGSÅ: “Rapport: Arbejdsvilkår i Bangladesh halter fortsat”

Derfor er beretninger om kummerlige arbejdsvilkår med underbetalinger, chikane og forbud mod fagforeninger stadig en del af Bangladeshs tekstilindustri.

Der er dog en stærk international opbakning til de tiltag, der skal sørge for at Rana Plaza ikke gentager sig. For som kronikken skriver afsluttende – Vi har lært af Rana Plaza. Det må aldrig ske igen.

Læs hele kronikken her