Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Bestseller donerer dagsomsætning til velgørenhed

Virksomheden vil give tilbage til det samfund, hvori de har opbygget deres succes.
Virksomheden vil give tilbage til det samfund, hvori de har opbygget deres succes.

Når Bestsellers kunder fredag den 10. april køber en kjole fra Vero Moda, et par Jack & Jones-jeans eller tøj fra deres ni andre brands bliver pengene doneret til velgørende organisationer.

Under overskriften ”Give-A-Day” donerer Besteller 50 procent af den globale omsætning denne dag til tre projekter hos Internationalt Red Barnet, Unicef og Den Globale Alliance for Bedre Ernæring, Gain. De resterende 50 procent doneres til 39 lokale velgørenhedsorganisationer i verden.

Giver tilbage til samfundet

Bestsellers donation sker samme år, som virksomheden kan fejre 40 års fødselsdag som succesfuld virksomhed. Og netop “succes” er en af grundene bag ”Give-A-Day”-konceptet:

”Give-A-Day handler om at give noget tilbage til de samfund, hvor vi har opbygget vores succes, og hjælpe mennesker i nød. Vi ønsker at gøre vores medarbejdere og kolleger stolte og skabe opmærksomhed om de velgørende formål, som vi støtter både lokalt og globalt,” siger Mogens Werge, direktør for CSR og corporate communication i Bestseller.

LÆS OGSÅ: Branchens økonomi: Der er Bestseller og alle de andre 

I 2014 havde Bestseller en nettoomsætning på godt 20 millarder. Tager man udgangspunkt i dette tal, vil en dagsomsætning ligge på gennemsnitligt 54,8 millioner kroner. Hos velgørenhedsorganisationerne er det tal, der kan mærkes.

”Når en stor virksomhed som Bestseller går ind og tager et medansvar for nogle af de børn, der har det allersværest, er det virkelig noget, der kan mærkes, både i Danmark og i resten af verden,” siger generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen. Hos Red Barnet vil man blandt andet bruge pengene på at sikre bedre forhold for kinesiske børn på kostskoler.

Det er omsætningen fra Bestseller-ejede og partner-ejede butikker, alle Bestseller-ejede online butikker samt nettoomsætningen af ​​deres engros-salg, der går til velgørende formål.