Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Designsucces endte tilfældigt i modebranchen

Et ønske om at blive selvstændige og en tur til Mongoliet førte to veninder ind i modeverdenen. Deres strikmærke People's Republic of Cashmere sælges nu i 75 butikker i Asien og Europa.
Et ønske om at blive selvstændige og en tur til Mongoliet førte to veninder ind i modeverdenen. Deres strikmærke People's Republic of Cashmere sælges nu i 75 butikker i Asien og Europa.

Det var et tilfælde, at Emilie Fenst og Hong You endte i modebranchen. Drømmen om at være selvstændige havde de altid haft, men at forretningen skulle dreje sig om tøjdesign, lå dem ikke særligt på sinde. De to 25-årige kvinder står i dag bag brandet People’s Republic of Cashmere, der forhandles i 75 butikker i Europa og Asien.

Idéen til virksomheden opstod i 2012, da Hong You, der dengang studerende økonomi, mødte en kashmirproducent på en backpacking-tur i Indre Mongoliet. Hun købte materialet med hjem til Danmark og veninderne, der har kendt hinanden siden fjerde klasse, kastede hurtigt deres kærlighed på kashmirens kvalitet. Og så fik virksomheden fart på.

”Det ene tog det andet. Efter et halvt år fik vi tilfældigvis en mulighed for at stå på Gallery, og det gjorde hele forskellen. Lige pludselig stod vi med 14 butikker, der forventede en færdig kollektion. Så var der ingen vej tilbage. Men vi tænkte bare, at man jo skal tage det første skridt,” siger Emilie Fenst til Fashion Forum.

Kvalitet frem for kreativitet 

Designerne lægger vægt på først og fremmest at sælge et kvalitetsprodukt – og dernæst et modeprodukt.

”Vi er meget forretningsorienterede. Vi lægger ikke skjul på, at vi gerne vil tjene penge og frem i verden. Vi kan ikke fortælle, hvad de næste trends bliver, men vi leverer et lækkert produkt,” fortæller Emilie Fenst. Mærkets kollektioner består af en basiskollektion og en halvårlig trendkollektion, hvor designerne eksperimenterer med kashmirens udtryk.

LÆS OGSÅ: ”Ung chef i modebranchen: Klør man på, så kommer man langt”

Selvom virksomhedens opstart kan virke tilfældig, ligger der benhårdt arbejde bag begyndelsen. Motivationen er drevet af en optimistisk tilgang til livet som selvstændig.

”Jeg synes, det er nemmere at starte sit eget mærke, end hvad man gør det til. Det er den efterfølgende periode, folk måske får svært ved. Der er så mange, der sidder med fantastiske idéer men som aldrig kommer videre. Det handler om at springe ud i det, så glider tingene af sig selv. Og så er det jo klart, at man arbejder gratis de første år med hårde arbejdstider, men alt i alt så kan vi virkelig godt lide at være selvstændige”, fortæller Emilie Fenst.

People’s Republic of Cashmere lancerer dette efterår to samarbejder med henholdsvis streetwear-brandet Les Deux og interiørbutikken Frama.