Designduo bag Nué Group splitter op
Efter otte års samarbejde forlader Katrine Rabjerg virksomheden, mens Anne-Dorthe Larsen bliver og fortsætter som administrerende direktør.Sammen har de åbnet de velkendte københavnske butikker Nué & Another Nué samt grundlagt tøjmærkerne Nué Notes og Lovechild 1979. Og så er de netop blevet nomineret til ”Årets Brand” ved Elle Style Awards 2015. Men til trods for en forretning med fart på, har Katrine Rabjerg og Anne-Dorthe Larsen valgt at gå hvert til sit.
LÆS OGSÅ: “Her er de nominerede til Elle Style Awards”
Ifølge de to designere har samarbejdet været både værdsat og lærerigt, og Katrine Rabjerg forlader Nué Group til fordel for andre udfordringer. Hun vil stadig være medejer af virksomheden men ikke deltage i den daglige drift. I stedet vil Anne-Dorthe Larsen fremover fungere som eneste administrerende direktør.
Nué Group oplyser, at de ikke vil ændre konceptet bag butikkerne og tankerne bag tøjmærkerne, men at Anne-Dorthe Larsen ser frem til at give dem den fornyelse, tiden kræver.