Dansk sko-eventyr begyndte i Australien
Grundlæggerne af det danske skomærke Ivylee Copenhagen lancerede deres første kollektioner eksklusivt i Australien. Det har været et springbræt til de europæiske og amerikanske markeder.For knap tre år siden gik skodesigner Kristine Anker Holgaard med drømmen om at etablere sit eget mærke. Det var derfor perfekt timing, da hendes tidligere forretningsforbindelse Jannick Zester kontaktede hende og forslog, at de sammen grundlagde skomærket Ivylee Copenhagen.
LÆS OGSÅ: ”Agentur: Dansk mode i høj kurs i Australien”
Den nye virksomheds forretningsstrategi blev dog noget atypisk. For mens Kristine Anker Holgaards netværk var baseret i det danske, var Jannick Zesters netværk baseret i Australien. Skokollektionerne skulle derfor som udgangspunkt designes i Danmark og sælges i Australien – og det har siden vist sig at være en god strategi.
Producerer i Portugal og sælger i Australien
”Det er kun halvandet år siden, vi lancerede vores første kollektion i Australien, og i dag har vi wholesale-aftaler med 70 af de bedste multibrand-butikker i landet. Det er blevet meget klart for mig, at de australske forbrugere er vilde med skandinavisk og dansk design, blandt andet fordi det har ry for kvalitet.
Derfor får vi også produceret alle vores sko i Portugal, fordi vi vil tilsikre, at kvaliteten altid er i top. Samtidig giver det os en konkurrencemæssig fordel, fordi mange varer på det australske marked er produceret i Asien,” siger Kristine Anker Holgaard til Fashion Forum.
Har aldrig selv været i Australien
Selvom det australske marked er en hjørnesten i Kristine Anker Holgaards virksomhed, har hun faktisk aldrig sat fod i landet. For med en forretningspartner, der er bosat i landet, har det ganske enkelt ikke været nødvendigt.
”Jeg har aldrig været i Australien, fordi min partner Jannick varetager alle vores forretningsaktiviteter dernede. Qua at han har arbejdet og boet i landet i flere år, har han et indgående kendskab til landet og dets importregler. Det er ingen hemmelighed, at Australien har et kompliceret toldsystem, og derfor har det været altafgørende for vores succes, at Jannick har stor erfaring på området,” siger Kristine Anker Holgaard.
Først Europa og så USA
I takt med at Ivylee Copenhagen fik et godt fodfæste på det australske marked, begyndte både de europæiske markeder og det amerikanske marked at få øjnene op for det danske mærke.
”Der er ikke så ofte, at skomærker har fokus på sandaler, men da vi er meget fokuserede på Australien, er vi både store på vintersko og sandaler. Der kom derfor hurtigt efterspørgsel fra europæiske markeder som Tyskland og Holland, og før vi vidste af det, havde USA også meldt sig på banen,” siger Kristine Anker Holgaard.
LÆS OGSÅ: “Dansk designer slår igennem internationalt”
Udover 70 butikker i Australien er Ivylee Copenhagen repræsenteret i 30 amerikanske butikker og opererer i Europa på markederne Sverige, Danmark, Storbritanien, Tyskland, Holland og Belgien.