Net-A-Porters trendteam vil have dansk design
Den anerkendte webshop spotter trends og får brands til at designe varer specielt til dem. Maria Black Jewellery, der har været i hus hos high-end webshoppen i halvandet år, har nu kreeret en bodychain og en ankelkæde til butikken i et eksklusivt samarbejde.Når Net-A-Porter skal fylde deres digitale hylder med sæsonens luksusvarer har de en særlig arbejdsmetode. På baggrund af en stor mængde statistik, forudser de, hvad deres målgruppe vil efterspørge. Herefter indgår de i samarbejder med forskellige designere, der producerer specifikke items eksklusivt til Net-A-Porter.
En af disse designere er danske Maria Black. Hun har netop kreeret en bodychain og ankelkæde til webshopgiganten.
”Net-A-Porter så et potentiale i Maria Black Jewellery, da de, udover generelt at have gode salgstal på smykkerne, kunne rapportere at disse trends er efterspurgt hos målgruppen,” fortæller Trine Normann Fruergaard, der er PR – og kommunikationschef hos smykkefirmaet.
Global anerkendelse
Webshoppen selekterer nøje en designer, som har et udtryk, der passer specifikt til den pågældende opgave, fortæller Trine Normann Fruergaard. Og det betyder meget for smykkevirksomheden at blive valgt.
”At have et samarbejde med en international mastodont af den kaliber, giver os en blåstempling internationalt. NAP sælger også til USA og Asien udover det Europæiske marked og er den, nok, mest anerkendte highend webshop i verden, og det bryder selvfølgelig nogle barrierer for et relativt lille mærke som Maria Black Jewellery og vi oplever mange henvendelser på den bekostning af både pressemæssig karakter og fra potentielle kunder,” siger Trine Normann Fruergaard.
Net-A-Porter ejer også The Outnet og deres mandlige modstykke Mr. Porter. I deres seneste årsrapport fra 2014 lå gruppens omsætning 5,4 millarder kroner.