Anne Sofie Madsen rystede svagt på hænderne, da hendes modeopvisning ‘Days of a Future Passed’ netop var overstået. Men det havde hun ingen grund til: I løbet af showet kunne man iagttage, hvordan publikum, der bestod af en flot blanding af internationale modekendere og indkøbere, langsomt overgav sig til beundringen over den danske on-schedule debutants kollektion. Også postyret efter opvisningen, hvor helt usædvanligt mange ville lykønske designeren og se modellerne helt tæt på, bekræftede indtrykket af en debut, der næsten ikke kunne være gået bedre.
“Jeg troede faktisk næsten ikke på det, da jeg fik at vide, jeg var blevet optaget på den officielle showkalender! Og bagefter troede jeg nærmest ikke på, det ville kunne lade sig gøre at blive færdig i tide,” fortalte Anne Sofie Madsen FashionForum umiddelbart efter showet og i pausen mellem to tv-interviews.
Men det kunne altså lade sig gøre. Kollektionen efterlod en med indtrykket af at have set noget, man absolut ikke havde set andre steder før. Samtidig indeholder kollektionen flere elementer, der er klart genkendelige fra Anne Sofie Madsens designunivers: En uovertruffen håndværksmæssig bearbejdning af snore, flet og skind monteret på gennemsigte stoffer eller draperet på måder, man egentlig ville tro, trodsede tyngdeloven.
Det er mode, der både er en udsmykning – noget, som skal ægge og tiltrække – og samtidig fungerer som en æstetisk brynje, der skal beskytte og styrke.
Tøj til den ladylike drengepige
Det er interessant at se, hvordan Anne Sofie Madsen arbejder med kvindekroppen og accentuerer det specifikt feminine.
Accentueringen af kvindeligheden blev paradoksalt nok særligt tydelig i skoene, som Anne Sofie Madsen også selv har designet. De fremstod umiddelbart lidt bastante – som en unik parring mellem en Doc Martens og en plateausko. Men mannequinerne bevægede sig påfaldende utvungent i dem, hvilket fik en til at tænke, der her var tale om sko, almindelige dødelige faktisk ville kunne holde ud at gå i. Ikke noget dårligt salgsargument, skulle man mene.
Samtidig understregede det lidt bastante fodtøj de forfinede linjer, som det smukke dameben har. Forskellige farver på sko og strømper var med til at arbejde sammen med tøjdelene, således det samlede billede af hver style var endog særdeles helstøbt. Paradokset gav mening, og dermed holdt showet, hvad der blev lovet i oplægget, hvor der stod om kollektionen, at “den legemliggør kontrasten mellem noget overnaturligt og fejlplaceret, men samtidig også det velkendte, man er fortrolig med”. Anne Sofie Madsen skaber virkelig tøj til den ladylike drengepige.
LÆS OGSÅ: “Debut i Paris: Stresssende, umuligt, sjovt og fantastisk”
Det er første gang, Anne Sofie Madsen er på den officielle showkalender i Paris. Men der var ingen slinger i valsen af den grund. Afviklingen af showet var behageligt overskudsagtig med en præcis og effektiv seating af Totem Fashion Paris uden alt for megen ventetid (showet var kun 20 minutter forsinket). Det skabte en god og professionel grundstemning for selve opvisningen, så de tilstedeværende kunne fokusere på designets originalitet og designerens magtdemonstration indenfor håndvævning, patchwork, plissering, broderi, håndmaling på tekstiler og brugen af farver. Dette sikkert udført i læder, cashmere, silke og minkpels. Med lidt held, og da Paris nu er indtaget, er the sky the limit for Anne Sofie Madsen.