Modemagasin undskylder brug af tynd model
Efter en læserstorm på de sociale medier siger udgiver Malene Malling fra Cover, at det var en fejl at bruge en for tynd model. Modellens bureau beder om respekt for hende som menneske.Det er sjældent, at modebranchen, der ellers er Danmarks fjerde største eksporterhverv, er på dagsordenen mellem modeugerne. Men det er utilsigtet lykkedes modemagasinet Cover at sætte branchen i rampelyset med deres martsnummer. Et foto i en billedserie i Covers martsnummer af en model fra Scoop Models, blev af mange brugere af de sociale medier betragtet som alt, alt for tynd.
Fra onsdag at hav vakt vrede på Twitter, spredte forargelsen sig hurtigt til Facebook, hvor mainstreammedier som TV2, Berlingske og Dr.dk, EB.dk og andre medier.
Covers stifter har i et brev til offentligheden på bladets hjemmeside, i dag undskyldt brugen af modellen. Hun skriver følgende:
”I dag er en trist dag for mig. På Cover har vi igennem årene trykt i titusindvis af billeder, men de billeder af en alt for tynd model i Cover 103 skulle ikke være trykt. Jeg har ikke levet op til mit ansvar som forlægger, kvinde og mor og det er jeg oprigtig meget ked af.
På Cover har vi i alle årene arbejdet på at vise et udvidet skønhedsideal. Vise at man kan være smuk i forskellige aldre og forskellige størrelser. Vi har altid tilstræbt at arbejdet med sunde piger. For bare to måneder siden havde vi plus-size modellen Asley Graham på forsiden af Cover, så det er bestemt et emne vi har fokus på.
Jeg har selv døtre, og vi har ingen vægt derhjemme. Netop fordi jeg går op i, at de skal være sunde på alle måder. Så ingen må tro, at det her er en sag jeg tager let – og det kommer heller ikke til at gentage sig.
Undskyld.”
Bureauet beder om en pænere tone
Scoop Models, hvor modellen er i stald, har foretaget det usædvanlige skridt at udsende en pressemeddelelse, hvori de skriver at den konkrete model ikke lider af nogen spiseforstyrrelse eller på anden vis er syg.
“Vi er meget berørte og kede af den negative opmærksomhed vores model har været udsat for det seneste døgn.
Den omtalte model er i forvejen i dyb sorg over to dødsfald i sin nærmeste familie, og derfor er det vigtigt for os at opfordre til en pæn tone og at vores model ikke bliver italesat som værende syg. Det er hun ikke,” skriver bureauet i en pressemeddelelse der fortsætter:
“Scoop Models gør en dyd ud af vores modeller er sunde. Vi har diætister tilknyttet, vi holder foredrag omkring sundhed, vi sender dem til lægetjek og vi måler vores modeller. På den måde kan vi sikre os, at vores modeller er sunde. Dette er obligatorisk for samtlige modeller der er tilknyttet vores bureau.
Der kan ske ting i ens privatliv, der kan påvirke hvordan man ser ud periodevis. Det bliver i højere grad tydeligt, når dit arbejde er dit udseende. I de perioder reagerer vi omgående. Den omtalte model, har i flere måneder fulgt en ernæringsplan lavet af en diætist, for at øge hendes vægt. Hun går til lægetjek og hun er sund – slank men sund.”
Overvejer fremtidig godkendelse af billeder
Scoop Models oplyser desuden, at det altid er bureauet, der i samråd med modellen, træffer den endelige beslutning om, hvorvidt hun/han vil have en opgave eller ej. Den omtalte model har gennemgået en svær periode i sit privatliv og trængte derfor til at fokusere på noget andet. Derfor sagde Scoop og modellen ja til opgaven i Cover. Netop derfor er Scoop kede af den store og negative omtale af modellens fysik.
“Vi undskylder overfor modellen og hendes pårørende for, at hun skal udsættes for denne mediestorm og vi tager op til overvejelse om vi skal godkende billederne inden de trykkes af diverse medier.
Scoop Models vil kun det bedste for vores modeller og vores første prioritet er altid deres sundhed og sikkerhed. Derfor vil vi endnu en gang opfordre til, at vise omsorg for vores unge model der har nok at kæmpe med i forvejen. Hun skal ikke udsættes for yderligere modgang,” skriver bureauet.