LVMH skuffer med 42,5 milliarder
Luksuskonglomeratets årsregnskab for 2014 viser stigende omsætning, men skrumpet bundlinje.Salget går frem, men indtjeningen halter en smule efter. Det viser det senest offentliggjorte årsregnskab fra det franske luksushus LVMH.
Omsætningen for 2014 landede på 30,6 milliarder euro (knap 228 milliarder kroner), hvilket er en stigning på seks procent sammenlignet med 2013-regnskabet.
Til gengæld var bundlinjen for 2014 mere udfordret end året før. I alt kom LVMH ud af 2014 med et overskud på 5,7 milliarder euro (cirka 42,5 milliarder kroner) mod et overskud i 2013 på 6 milliarder euro.
LÆS OGSÅ: ”LVMH topper luksusmarkedet”
”Vores 2014-resultater bekræfter LVMHs evne til at gøre fremskridt på trods af økonomisk- og valutamæssig usikkerhed,” siger LVMHs bestyrelsesformand og administrerende direktør Bernard Arnault i en pressemeddelelse.
”I et usikkert økonomisk miljø kan vi stole på efterspørgslen efter vores brands og vores teams smidighed til yderligere at styrke vores lederskab inden for højkvalitetsprodukter,” lyder det videre fra Bernard Arnault.
LVMH har hovedsæde i Paris og råder blandt andet over luksusmodemærkerne Louis Vuitton, Kenzo, Céline, Givenchy, Donna Karan, Marc Jacobs, Bvlgari og Fendi.