Der vil ikke blive arrangeret nogen formel reception i anledning af jubilæet, men kunder, samarbejdspartnere og kolleger er velkomne på Claires og Hust&Claires stande på CIFF og CIFF Kids, hvor gæster bydes på canapeer og drikkelse.
Der er ellers rigeligt at fejre: 250 medarbejdere, egne butikker, wholesalekunder, showrooms og salgskontorer fordelt i Europa, Mellemøsten og Asien og et hoveddomicil på 13.000 kvadratmeter på Marsvej i Ikast.
Med på CSR-bølgen før det blev in
“Når man har haft en virksomhed i 40 år, er der mange milepæle at tænke tilbage på, men generelt er jeg stolt af at have skabt en modevirksomhed, som sætter fokus på kvalitet og ansvarlighed – og det endda længe før CSR blev moderne. Allerede som 27 årig, da jeg besøgte tekstilfabrikker i Kina, besluttede jeg mig for, at arbejdsforholdene i min egen virksomhed skulle i fokus, for det var rent ud sagt chokerende og kummerlige forhold, jeg mødte derude,” konstaterer Anders Hust i et tilbageblik.
I dag har Claire Group og deres samarbejdspartnere certificeringer ifølge såvel BSCI som SA 8000.
Glidende generationsskifte
At næste generation med sønnen Nikolaj Hust for nogle år tilbage trådte ind i familievirksomheden, er en anden vigtig milepæl, som Anders Hust påskønner.
Det glidende generationsskifte betyder, at Anders Hust har overdraget 20 procent af aktierne i virksomheden til sin søn, Nikolaj Hust. 32-årige Nikolaj havde da allerede haft sin daglige gang i virksomheden, hvor han har været bestyrelsesmedlem og en del af chefgruppen. Og stoltheden over at være en del af Claire Group gælder også for Nikolaj Husts vedkommende.
“Jeg er utrolig beæret over som anden generation i familievirksomheden at få lov til at deltage i Claire Groups rejse. Jeg har især fokus på videreudviklingen af Hust&Claire, og jeg er meget engageret i virksomhedens arbejde inden for social ansvarlighed og CSR, udtaler direktør Nikolaj Hust.
Fejrer fødselsdag med nye kollektioner og nyt sub-brand
Trods sine mange år på markedet hviler Claire Group ikke på laurbærrene. Ud over nye jubilæumskollektioner på high summer 2015 til levering i april vises nyhederne til AW 2015/16 fra dametøjsmærket Claire og børnetøjsmærket Hust&Claire under denne modeuge. Derudover præsenterer Hust&Claire et helt nyt sub-brand ved navn Wilde by Hust&Claire.
Claire udstiller på CIFF på stand C3-015, mens Hust&Claire udstiller på CIFF Kids på stand 80A.