Nyt brandsamarbejde i smykkebranchen
Den danske smykkebranche har noget at se frem til, når et nyt brandsamarbejde ser dagens lys pr. 1. januar 2015. Fra januar 2015 overtager Dyrberg/Kern A/S hovedaktiviteterne i smykkebrandet Maria Zabel Jewelery, der samtidigt skifter navn til Zabel Jewellery.Maria Zabel har gennem tre år opbygget smykkemærket Maria Zabel Jewellery og placeret sig som én af Danmarks dygtigste nye smykkedesignere.
Zabel Jewellery forsætter som selvstændigt brand med Maria Zabel som kreativ direktør. Maria Zabel vil dermed fortsat stå i front for mærket hvad angår produkt, design og marketing. Herudover vil Maria Zabel også komme til at eje en andel af det nye set-up.
”Zabel Jewellerys cool, moderne og feminine sterling sølvkollektioner af spinkle fingerringe, store earpieces og diskrete armringe har en markant anderledes edge end Dyrberg/Kerns mere klassiske design af fashion-smykker. Sammensætningen af det feminine og det rå grafiske look skaber den interessante kontrast, som er vigtig i fortællingen om Zabel Jewellery. Maria henvender sig til et andet kundesegment, der handler smykker i andre butikker, og på den måde mener vi, at Marias kollektioner kan supplere vores portefølje af produkter. Vi ser mange spændende synergier, både inden for salg, back-end og produktudvikling, der kan gavne og inspirere begge parter” udtaler Henning Kern, administrerende direktør for Dyrberg/Kern.
Kreativ direktør Maria Zabel fortsætter:
”Jeg får nu en unik mulighed for at fokusere 100 procent på at få alle de kreative tanker og ideer jeg har til videreudvikling af mit brand ført ud i livet. At få muligheden for at udnytte synergien i den eksisterende salgs- og administrationsplatform som Dyrberg/Kern A/S har bygget op i gennem en hel generation er fantastisk for mig. Jeg er meget stolt af at træde ind i en dansk virksomhed, som har opnået så stor anerkendelse nationalt som internationalt. Samtidigt er det en stor glæde at få et tæt samarbejde med så dygtige, erfarne og dejlige mennesker som Gitte og Henning. Jeg glæder mig meget til at se vingerne folde sig ud i Zabel Jewellery sammen med mine nye kolleger i Dyrberg/Kern,” siger hun.