Second Female fordobler sin bruttofortjeneste
En fokuseret satsning på vækst på udenlandske markeder samt en skærpet designprofil er blandt forklaringerne på et resultat før skat på 13,4 millioner kroner mod 7,6 millioner kroner i 2013.Administrerende direktør i Second Female, Preben Laust, der foretrækker at se sig selv som ’manden i maskinrummet’, fortæller, at nogle af de håndtag, det danske mærke har drejet på, er en fokuseret indsats for at blive større i udlandet. Det er sket ved at indgå samarbejder med de rigtige agenter.
”Vi er blevet skarpere på, hvem, hvordan og hvad vi ville på de forskellige markeder. Det er sket ved at finde de rigtige agenter, der har matchet vores produkter op med de rigtige mennesker. Det er klart, at når man først er ude i de rigtige markeder og har været på de rigtige messer, så bliver man også opdaget af folk, som har den rigtige knowhow til de forskellige markeder,” fortæller Preben Laust til FashionForum.
Second Female er på i alt 13 markeder. De seneste år, er de især vækstet i Norge og England. Også i Storbritannien har brandet oplevet bemærkelsesværdig fremgang på relativt kort tid. Preben Laust fortæller, at der er også er sket fremgang på det tyske marked.
” – Men der er stadig voldsom meget mere potentiale i det tyske marked for os,” tilføjer han.
Ud over den fokuserede satsning på at blive større udenfor Danmarks grænser via agentnetværk, har Second Female også kigget indad på kernen i sin vare – nemlig designet.
”Når vi har øget omsætningen markant de sidste tre år, skyldes det også, at vi har rykket os rigtig meget på kollektionerne. Vi har haft mere fokus på design og kvalitet. Konceptmæssigt er vi gået fra at være et mellemprisklassebrand til at være et mellemprisklassebrand i den lidt højere ende af prisskalaen. Det har kunderne taget rigtig godt imod både i Danmark og i udlandet,” siger Preben Laust.
Konkret har Second Female udvidet designerstaben, så der nu er fire kreative motorer. Samtidig er kollektionerne vokset.
”Vi har gradvist øget vores fokus på design. Det giver bare mere kvalitet. Vi har også lavet nogle større kollektioner. Der er kommet en større bredde i kollektioner og større kvalitet. Vi er i dag et næsten full koncept,” uddyber han.
Fakta om Second Female:
- En vigtig del af Second Female er brandet Just Female, der har to faste designere tilknyttet.
- Second Female har netop offentliggjort sit årsregnskab for perioden 1 juli 2013 til 30. juni 2014.
- Bruttofortjenesten steg fra 20,5 millioner kroner til 27,8 millioner kroner.
- Driftsresultatet steg fra 8,9 millioner kroner til 15 millioner kroner.
- Resultatet før skat i regnskabsåret 2013 til 2014 steg til 13,4 millioner kroner (mod 7,6 millioner kroner i regnskabsåret 2012 til 2014).
- Bundlinje regnskabsåret 2013 til 2014: 9,6 millioner kroner (mod 5,8 millioner kroner i regnskabsåret 2012 til 2014).