Øko-bomuld bruger over 90 procent mindre vand
Ny undersøgelser sætter for første gang tal på forskellen mellem øko-bomuld og konventionel bomuld, når det gælder miljøbelastning.Lavere CO2-udslip, lavere vandforbrug og lavere energiforbrug. Dyrkningen af øko-bomuld belaster miljøet i langt mindre grad end konventionel bomuld, og nu er der for første gang sat konkrete tal på forskellen.
Det er non-profit-medlemsorganisationen Textile Exchange, der har udgivet undersøgelsen ’The Life Cycle Assesment of Organic Cotton Fiber’. Det er en såkaldt LCA-undersøgelse af den globale produktion af økologisk bomuld.
LÆS OGSÅ: ”Bedre bomuld i heftig vækst”
Undersøgelsen er den første af sin slags, hvor der bliver sat tal på de globale miljømæssige gevinster ved at producere økologisk bomuld sammenlignet med konventionel bomuld.
Et par af hovedkonklusionerne viser, at dyrkningen af økologisk bomuld sammenlignet med konventionel bomuld reducerer brugen af grundvand med 91 procent, brugen af energi med 62 procent og udledningen af drivhusgasser med 46 procent.
Et vendepunkt for øko-bomuldssektoren
Tallene bag undersøgelsen er indhentet fra de fem største lande inden for produktion af øko-bomuld: Indien, Kina, Tyrkiet, Tanzania og USA, som tilsammen står for 97 procent af den globale produktion.
LÆS OGSÅ: ”Tøjforbrug koster miljøet 3 milliarder om året”
”Udgivelsen af (rapporten, red.) ’Organic Cotton LCA’ markerer et vendepunkt for øko-bomuldssektoren som helhed,” siger La Rhea Pepper, administrerende direktør for Textile Exchange i en pressemeddelelse.
”I 12 år har vi promoveret fordelene ved økologisk bomuld. Denne undersøgelse giver os mulighed for at vise de kvantitative data, der understøtter det, vi allerede ved – at økologisk bomuld er meget bedre for vores miljø end konventionel bomuld,” siger La Rhea Pepper.
Læs et summary af rapporten her (eksternt link).