Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Store regionale forskelle i internetkøb

Der er stor forskel på, hvad danskerne køber på nettet fra region til region, viser nye tal.
Der er stor forskel på, hvad danskerne køber på nettet fra region til region, viser nye tal.

Post Danmark leverer over halvdelen af de pakker, der bestilles i netbutikkerne. I fire måneder har de registreret samtlige leveringer på postnumre, og det giver nu et billede af, hvad det er sjællændere, sønderjyder og andre landsdele køber mest af. Det skriver detailfolk.dk.

LÆS OGSÅ: ”E-handelsanalyse: Mænd bruger flest penge online”

”Der er faktisk forskel fra region til region. De data, vi har, viser, at i Syd- og Sønderjylland er det elektronik man køber mest af, mens sjællænderne oftest køber personlig pleje på nettet,” siger kommunikationsdirektør i Post Danmark Morten O. Nielsen til DR Sjælland.

Vigtig viden for netbutikkerne

De regionale forskelle på vores netindkøbsvaner er vigtig viden for netbutikkerne, siger Henrik Theil fra Foreningen for Dansk Internethandel.

”Vi kan bruge det til at lære vores kunder bedre at kende. Det er rart at vide, hvem der bor hvor, og hvad de foretrækker at købe. Dermed kan man målrette sit udvalg og sin markedsføring,” siger Henrik Theil til DR Sjælland.

Hvert femte indkøb foregår på nettet

Foreningen for Dansk Internethandel forventer at vores samlede handel på nettet runder 20 procent inden årets udgang, og dermed foregår hver femte af vores indkøb nu på nettet.

Den travleste tid for nethandel er julen. Sidste år omdelte Post Danmark mere end to millioner pakker fra nettet, alene i den travleste uge op til jul. I år forventer de endnu flere pakker.

LÆS OGSÅ: ”Her er de nye regler for e-handel”

”Vi forventer at få en rekordjulehandel i år, så vi gør alt hvad vi kan for at forberede os på de store mængder af pakker, vi skal have delt ud,” siger kommunikationsdirektør Morten O. Nielsen.

Fire ud af ti danskere forventer i år at købe en del af deres gaver på nettet. De mest populære gaver at købe i netbutikkerne er bøger, elektronik og legetøj, viser analyser Post Danmark har fået lavet.