New York lancerer kampagne for indsamling af brugt tøj
Nyt privat-offentligt samarbejde skal få statens 19 millioner indbyggere til at skrue op for genbruget af tøj og tekstiler.Aflagte T-shirts, jeans, sko, hatte, skjorter og sågar håndklæder, halloween-kostumer og bamser.
Et nyt initiativ skal få befolkningen i USA’s tredjestørste stat til at aflevere større mængder tøj, sko og tekstiler til genbrug.
Under hashtagget #ClothesTheLoopNY vil et nyt privat-offentligt partnerskab gøre det lettere for New York-borgerne at komme af med deres aflagte tøj, uden at det ryger på lossepladsen.
Kampagnen rummer blandt andet info om, hvilke materialer, der kan genbruges samt information om det nærmeste drop off-sted.
LÆS OGSÅ: ”Danske designeres overskudslagre går til velgørenhed”
Og der er tilsyneladende grobund for at indsamle større mængder. Ifølge New York State Department of Environmental Conservation bliver 1,4 milliarder pund (cirka 635.000 ton) tøj og tekstiler hvert år smidt ud. Heraf kunne 95 procent være blevet genbrugt, hvis det i stedet var blevet afleveret til genbrug.
Desuden besidder tøjet ifølge partnerskabsorganisationerne en værdi af 200 millioner dollar (cirka 1,2 milliarder kroner) om året, og hvis det blev afleveret til genbrug, ville det skabe op imod 9.000 nye job.
Det er et partnerskab mellem non-profit-organisationen ‘Council for Textile Recycling’, ‘The New York State Association for Reduction, Reuse, and Recycling’ samt ‘Secondary Materials and Recycled Textiles Association’, der står bag kampagnen.